Søg

Topholdet kommer forbi

Kasper Poulsen, 14. oktober 2016, kl. 9:27

Optakt SønderjyskE – TMS Ringsted

Der venter SønderjyskE en spændende opgave lørdag eftermiddag, når udeholdet fra TMS Ringsted gæster Aabenraa Idrætscenter. For efter 3 kampe i 1.Division er det nemlig TMS der har lagt sig i spidsen med 3 sejre. De 2 flotteste resultater holdet har lavet, har været at slå Horsens på udebane med 24-20 og ydmyge Fredericia på hjemmebane med hele 32-21. To resultater som skaber respekt omkring holdet og har skabt et nyt tophold i damernes 1.Division.

TMS Ringsted har på stregen en meget rutineret spiller i Liza Stikholm Olsen, som tidligere har optrådt for Ringkøbing håndbold med succes. I bagkæden finder man holdets topscorer Amanda Dahl, som er hurtig og gennembrudsfarlig, mens man på højre back finder den skudstærke Caroline Rasmussen, som volder mange hold problemer. I målet finder man den tidligere ungdomslandsholdsmålmand Kamilla Davidsen, som har fået en rigtig god start på denne sæson.

SønderjyskEs højre fløj Nina Bech får sig en speciel oplevelse lørdag eftermiddag, idet TMS Ringsted jo er hendes tidligere klub, hvor hun med stor succes spillede i sidste sæson. Men mon ikke hun har tænkt sig at vise sig flot frem og fortsætte den gode start hun har fået i den lyseblå trøje.

Holdkammeraten Emma Kiellberg er tilbage på banen igen efter en skadepause og vil forstærke både det defensive og offensive på holdet. Mens de to unge Yasmin Sieljacks og Cecilie Brandt er tvivlsomme til opgøret efter et længere skadesforløb.

Ingen tvivl om at der venter de lyseblå en rigtig god udfordring, så kig forbi Aabenraa Idrætscenter til et opgør, du bare ikke ønsker at gå glip af.

Det er på papiret et tophold vi skal møde, men det er vores hjemmebane og vi har det med at præstere rigtig godt foran vores eget publikum. Så jeg forventer at vi tager initiativet i kampen og vil sætte TMS Ringsted under maksimal pres. Vi spiller bedst, når vi slipper håndbremsen og slider halgulvet mest muligt med vores tempospil. Det er en kamp vi glæder os til og vi vil gøre vores bedste for at stoppe deres stime som ubesejret.

Cheftræner Oli Kecman

 

Kampen spilles lørdag d.15.10 kl.15.00 i Aabenraa Idrætscenter.

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus