Søg

Overtidsscoring sikrede 1 point

Rasmus Andersen, 23. september 2017, kl. 10:40

Af Lasse Lund Hansen

De lyseblå fra SønderjyskE, skulle fredag aften forsøge at revanchere skuffelsen fra Horsens kampen i forrige runde, da de skulle den lange tur til Farum og møde rækkens førerhold, FC Nordsjælland, på kunstgræsset.

Nørgaards udvalgte tropper startede kampen bedst i de første 5 minutter, hvor Zinckernagel kom til en stor chance da han prøvede at krølle en bold i kassen inde i feltet, efter at have sat en Nordsjælland spiller med en flot finte. Men FCN målmanden, Runarsson, fik lapperne på og sendte bolden til hjørne. Derfra stod der Nordsjælland på alt i 1. halvleg, hvor Nordsjælland også havde bolden i 73% af tiden.

Det var også hjemmeholdet der efter 9 minutter, kunne bringe sig foran. Patrick Da Silva modtager en bold på kanten af feltet og lægger den fladt ind til Mads Aaquist, som afslutter. Stefan Gartenmann får tacklet bolden, men desværre ud til Emiliano Maracondes som kunne lægge bolden bagud, lige i fødderne på Nordsjællands Ernest Asante, der relativt let kunne sparke bolden i kassen til 1-0. Linjedommeren fløjtede egentligt først offside, men dommer Anders Poulsen, dømte den korrekt inde.

Føringsmålet slog de lyseblå drenge helt ud og derfor kunne FC Nordsjælland relativt ubesværet bringe sig på 2-0, blot 3 minutter senere. Det var Ernest Asante som fra den modsatte kant, kunne slå et indlæg til Mads Aaquist som med en tæmning med brystet, kunne lægge bolden af til Karlo Bartolec, som sikkert sendte bolden i kassen.

Herfra var det ren overlevelse for SønderjyskE, i resten af 1. halvleg hvor FC Nordsjælland kom frem til flere store chancer og generelt fik masser af plads at boldre sig på, samtidig med at SønderjyskE ikke kunne få afleveringerne og spillet til at fungere. Mest farlig blev det, da Simon Poulsen var tæt på at kunne sparke et frispark direkte i kassen, men Runarsson diskede op med en flot redning i Nordsjælland målet.

Claus Nørgaard havde formentligt talt med store alvorsord i pausen, for det var et langt mere fysisk og sammenhængende SønderjyskE-hold, som kom ud til 2. halvleg. Det mere fysiske spil viste også hurtigt sin effekt. Således blev der uddelt 10 gule kort efter pausen, imod 0 gule kort i første halvleg. SønderjyskE kom generelt til langt flere afslutninger, imens FC Nordsjælland hele tiden lurede på at lukke kampen definitivt. Målene udeblev dog for hjemmeholdet og så kunne SønderjyskE lidt heldigt bringe sig på 2-1, efter 78 minutter.

Det var Mikael Uhre, som vandt bolden højt i banen, efter en tackling på FC Nordsjælland anfører, Patrick Mtliga. Uhre finder en relativt fri Philip Zinckernagel, som kunne løbe imod mål. Han sender en flot afslutning afsted udenfor feltet, som rammer træværket. Men til SønderjyskE’s store held, parerer bolden tilbage i Runarssons nakke og bolden ryger i kassen, i hvad der helt klart må betegnes som et selvmål af FCN keeperen.

Herfra sad SønderjyskE på det meste i resten af kampen, men manglede lige det sidste for at kunne få bolden i kassen. Og oddsene blev da også sværere da Stefan Gartenmann måtte gå tidligt i bad efter at have modtaget sit andet gule kort, da han kommer uheldigt ind i en tackling på FC Nordsjællands Emiliano Maracondes, midt på banen.

Men det røde kort, slog ikke Haderslevs drenge ud. Gameplanen var stadigvæk en udligning. Og den kom minsandten i 93. minut. Det er Jonsson der kommer bedst ud af en tackling på bolden, på kanten af feltet. Han kan derefter løbe ind i feltet og lægge en  ubesværet aflevering til Kees Luijckx, som er sneget sig med op i feltet. Luijckx takker for den flotte aflevering og kvitterer med et forløsende mål ved bageste stolpe, med en bred langside. Og så kunne jublen ellers bryde løs hos spillerne og de cirka 50 medrejsende fans, som havde taget den lange tur til Farum og som kunne se målet på klods hold.

Mere skete der ikke kampen og således endte det hele 2-2, efter et flot comeback af SønderjyskE, som nu kan se frem til en udekamp mod Brøndby, søndag den 1. oktober.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus