Søren Pabst, 29. oktober 2017, kl. 16:11
Kulissen var Sydbank Park, solen skinnede og det lyseblå mandskab var næsten blevet skadesfrit igen.
Tilbage i startsopstillingen var både Zimling og Uhre, som var blevet deres skader kvit.
Kampen var ikke ret gammel inden at det tydede rigtig godt for de lyseblå, efter bare 1 minut får Gartenmann sendt bolden mod mål med hovedet efter et hjørnespark, men desværre afværget på stregen!
Det slog dog ikke de lyseblå ud af klappen, for bare 1 minut senere kom der et frispark på midten af banen, som blev sendt til bagerste område i feltet, hvor Casper Olesen fik den sendt tilbage ind i mængden og efter megen tumult er det til sidst Luijckx der sætter den vitale tå på bolden og så stod der 1-0!
Herefter var der ikke meget at berette om indtil Superligaens topscorer for alvor stemplede ind i kampen lige før pausen, et drømmemål var hvad der skulle til for at dirke defensiven op. Kirkevold løb på kanten af feltet og til sidst slangede han den så helt op i hjørnet uden chance for Mielitz i buret.
Et hårdt slag lige før pausen, hvor pausestilling så var 1-1
Generelt var kampen præget af stærkt forsvarsspil, hvilket også betød at begge hold blev hold godt væk fra chancer, men den største af slagsen i 2. halvleg, faldt til Casper Olesen efter 82 minutters spil. Casper opsnapper en lang bold fra bagkæden, som han så desværre formøbler til et skud langt forbi målet.
I de sidste sekunder af kampen var der både tilbud til udeholdet og efterfølgende hjemmeholdet. Først er det Hobro IK i en kontra, hvor det til sidst er Danny Olsen der sender den på overliggeren og videre ud, herefter er det de lyseblå der fik muligheden for at få sejren, da Eggert Jonsson, som står fri i feltet, men han må se sin afslutning blokeret.
Mere blev det ikke til og kampen endte 1-1 foran de næsten 4000 fremmødte tilskuere!