Søg

DBU tildeler Topcenter til SønderjyskE

Per Jessen, 8. november 2017, kl. 16:06

I dag har DBU offentliggjort de 23 klubber, som på landsplan er blevet godkendt til at have et DBU Topcenter. SønderjyskE er en af de klubber, som DBU har godkendt og tildelt et Topcenter.

DBUs nye Topcenter projekt er målrettet de dygtigste U10, U11 og U12 drengespillere i Danmark. Hovedformålet fra DBU med projektet er, at opkvalificere og optimere træningsmiljøerne i de nævnte årgange for spillere med særlige forudsætninger, så de udvikles yderligere indenfor DBU godkendte rammer.

Det SønderjyskE Topcenter bliver placeret ved Fladhøj Idrætscenter i Rødekro, hvorfra hele landsdelen i løbet af maksimalt 45 minutters transporttid i bil kan være på centret, hvilket er et af mange krav fra DBU. Topcentertræningen bliver om fredagen og trænerne vil primært være DBU uddannede trænere fra SønderjyskE.

Koordinator for Topcenteret bliver Thomas Kruse. Thomas fortsætter samtidig også i sin rolle som sportschef i det SønderjyskE Fodboldsamarbejde. Fodboldfaglig ansvarlig for det nye SønderjyskE Topcenter bliver Michael Meyhoff, og han ser store perspektiver i det nye Topcenter.

– Topcenteret er et stort skridt i den rigtige retning for dansk talentudvikling og ikke mindst for talentudviklingen i vores landsdel. I topcenteret vil vi nu, i samarbejde med vores partnerklubber, kunne samle og træne de 24 dygtigste U10 spillere, de 24 dygtigste U11 spillere og de 24 dygtigste U12 spillere fra hele landsdelen fast en gang om ugen i DBU godkendte rammer samt vigtigst af alt, i et træningsmiljø med masser af kvalitet. Der er ingen tvivl om, at det SønderjyskE Topcenter bliver en hjørnesten i den fremtidige talentudvikling i SønderjyskE samt, at alle DBUs Topcentre vil give et stort løft til dansk talentudvikling, siger Michael Meyhoff.

Det SønderjyskE Topcenter starter op allerede i januar 2018, og SønderjyskE glæder sig til i samarbejde med de lokale partnerklubber at løfte denne nye og spændende opgave.

Link til DBUs artikel om Topcentre:
https://www.dbu.dk/Nyheder/2017/November/Topcentre_skal_fastholde_og_udvikle


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus