Per Jessen, 4. december 2017, kl. 5:30
Stregspilleren Frederik Ladefoged skifter næste sæson fra Skanderborg Håndbold og til SønderjyskE, hvor han har underskrevet en to-årig kontrakt.
Frederik Ladefoged var i sommer holdkammerat med SønderjyskE’s Aaron Mensing på det danske landshold ved U21-VM, hvor det blev til VM-sølvmedaljer. Nu bliver de to også holdkammerater i den lyseblå trøje.
– Frederik er en talentfuld stregspiller med stor fysik. Han har nu i to sæsoner løftet en stor rolle i Skanderborg Håndbold, og vi synes, han passer godt ind hos os. Tilmed har Frederik stor rutine fra diverse ungdomslandshold og senest var han en vigtig faktor i den flotte VM-sølvmedalje til vores U21-landshold, forklarer cheftræner Kasper Christensen.
CV’et tæller 35 ungdomslandskampe. Selvom Frederik Ladefoged er over to meter høj, og vægten siger 106 kg, så er han en bevægelig spiller.
– Han er en stærk tovejs-spiller, der til trods for sin størrelse også er en dygtig kontraspiller, hvilket passer godt ind hos os, siger Kasper Christensen.
Den 21-årige stregspiller skiftede sommeren 2016 fra TTH Holstebro og til Skanderborg Håndbold. Sommeren 2018 bliver bopælen i Fredericia skiftet ud med Sønderborg.
– Jeg har valgt at skifte til SønderjyskE, da jeg ser det som en oplagt mulighed for at fortsætte min udvikling og samtidig blive en del af et hold, som blander sig i kampen om en slutspilsplads. Jeg glæder mig helt vildt til at spille i Broager Sparekassen Skansen, som uden tvivl er blandt landets bedste hjemmebaner, siger Frederik Ladefoged.
Fakta Frederik Ladefoged
Alder: 21 år (15.04.1996)
Højde: 201 cm
Vægt: 106 kg
Position: Stregspiller
Kontrakt: 2 år (01.07.2018 – 30.06.2020)
Tidligere klubber: Idom Råsted, HH90, Team Ikast, TTH Holstebro, Skanderborg Håndbold
Arkivfoto: JCfoto