Søg

Dagbog fra Tyrkiet: Egholm og Hvilsom

Stig Kongsted, 26. januar 2018, kl. 8:35

Træningslejr Tyrkiet 2018
Som alle andre år, hvor vi har gang i den hårde vintertræning hjemme i Haderslev, kommer træningslejren under varmere himmelstrøg som et tiltrængt afbræk. Det er noget vi ser frem til og et sted, hvor vi kan gå lidt mere i dybden med de taktiske ting og forberede os til et spændende forår.

Turen er startet godt, og vi kom godt herned, hvor alle mand så frem til at gå i buffeten, da vi ankom til Hotellet. Og buffeten skal vi komme tilbage til senere, men først vil vi lige give en beskrivelse af vores naboer på hotellet. Vi har været så ”heldige” at have værelse ved siden af Kim Zacho og Carl Hamann, som er vores massør og fysioterapeut. Det kan godt gå hen og blive en lang uge. Der er utrolig lydt på værelserne, og da vi efter sengetid på vores første aften blev vækket af et fjernsyn, der pludselig kørte, højlydt snakken og prutten inde ved siden af, måtte vi finde os i at blive vækket fra vores skønhedssøvn, som vi ellers have set MEGET frem til.

Vores naboer er også mistænkt for at stå bag kagetyveriet, som skete på første dag hernede. På gangen står der et bord med småkager, frugt, vand, og kaffemaskine, hvor vi kan fylde depoterne op med lidt lækkert. Men småkagerne er der ingen af spillerne, der har smagt endnu, for hele fadet var væk fra bordet, og der lå krummer hele vejen hen til behandlerteamets værelse-meget mystisk!

Hotellet er rigtig fint og vores træningsbane, som ligger tæt på, er også rigtig god. Vi har haft to gode træningspas torsdag, og vi skal træne en gang fredag og skal spille vores første kamp Lørdag. Med al den træning har vi selvfølgelig brug for en masse energi, og her er forholdene også rigtig fine. Buffeten er kæmpe stor, og der er en masse gode og forskellige ting at vælge i mellem. Der er også et kæmpe kagebord, som er en god konkurrent til det sønderjyske kagebord, som vi kender hjemmefra. Det er ikke noget vi spillere bruger så meget tid på, men vores sundhedsstab har efterhånden været igennem det et par gange. Rygterne siger endda at Carl og Zacho en enkelt gang startede med forret fra kagebordet og sluttede af samme sted.

Vi har bestemt ikke noget at klage over her i Tyrkiet. Dog har vi ikke set solen endnu, men vores anførergruppe (Simon og Marc), som har været med til at bestemme destinationen, har lovet at vejret bliver godt, så vi ser frem til at mærke solstrålerne på vores blege ben.

Mange hilsner fra Anders Egholm og Mads Hvilsom

 

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus