Søren Pabst, 19. februar 2018, kl. 20:59
Sneen dalede langsomt fra den sorte himmel over Ceres Park i Aarhus og der var lagt op til første udebanekamp for de mørkklædte fra SønderjyskE i 2018.
En kamp der startede meget nervøst fra begge mandskaber og hvor baneforholdende tydeligt spillede ind.
Græsset på Ceres Park var en kende medtaget efter vinterens strabadser og vi kunne ikke rigtig finde fodfæste i de første 30 minutter og det betød at AGF løb afsted med de første par chancer, hvoraf den største tilfaldt Daniel A. Pedersen, hvor han fra en skarp vinkel var tæt på at snyde Mielitz i målet.
Efter den første halve time kom der så meget lovende takter fra flere af vores offensive kræfter! Greko, Uhre og Kroon fik kombinations-spillet til at glide mere og mere, samtidig med at Zimling og Rømer begyndte at styre midtbanen overfor Adama Guira og Daniel A. Pedersen.
Det affødte flere gode muligheder til bl.a. Rømer som, efter godt forarbejde, bare skal ramme bolden ordentligt for at guide den mod mål, men han får ikke ordentligt træf på kuglen og det bliver afværget.
Største chance til os, kom i tillægstiden da Zimling snyder hele AGF defensiven og sender et frækt frispark ind bag ved forsvaret og så er det Greko der er tæt på at sikre en pauseføring, men en livgivende AGF fod redder den på stregen.
Dermed 0-0 ved pausen.
Det gode spil fra slutningen af 1. halvleg, så ud til at være svært at finde frem igen ovenpå pausen og AGF dominerede fra starten af 2. halvleg.
Det kom til udtryk efter 55 minutter, da AGF var meget tæt på at sikre sig føringen i flere omgange, men afvist gang på gang af folk der kastede sig ind foran bolden for at stoppe afslutningerne. Det blev også afvist og endte blot i et hjørnespark, som heller ikke gav pote for de hvideklædte fra gymnastik foreningen.
Der blev svaret tilbage prompte, efter 59 minutter var det Zimling med hjørnespark, forlænget og så var den tæt på at blive rettet af til et udebane mål, men Jovanovic på kassen var vågen og reddede på flot vis afretningen.
Herefter var der så til gengæld meget lang tid mellem tilbuddene og det lignede mere og mere at begge hold var tilfredse med en nullert i Aarhus. Dog var det os der havde bolden mest i slutfasen og der var også flere gange optræk til chancer, dog uden det eftertragtede slutprodukt i form af en afslutning på mål.
Det blev ikke til flere chancer i kampen slutning og derfor må vi nøjes med 1 point på Ceres Park i Aarhus.
Nu skal der arbejdes frem mod næste opgør d. 26/02, når Silkeborg IF kommer på besøg på Sydbank Park.