Rasmus Andersen, 8. marts 2018, kl. 16:07
Af Rasmus Andersen
SønderjyskE og Lyngby BK har stået over for hinanden mange gange i landets bedste række, men det er næsten 6 år siden, at det blev til en lyseblå sejr. Det skete i 2012, da SønderjyskE besejrede Lyngby BK på udebane med hele 4-0.
SønderjyskE kommer til kampen med selvtillid, efter sidste spillerunde resulterede i en 2-1 sejr over FC Helsingør, hvor Greko både lavede selvmål og blev matchvinder.
Lyngby BK derimod er sikre på, at de skal spille i nedryknings gruppespil efter de første 26 runder, og dermed handler det kun for dem om, at sikre sig flest mulige point til den nervepirrende afslutning.
Hold øje med deres mand:
Jeppe Kjær
Den lille lynhurtige angriber har skabt problemer for de fleste hold, som Lyngby BK har stået over for de seneste par sæsoner. Selv i Europa League var Kjær farlig foran mål. I denne sæson i Alka Superliga har Kjær dog ikke fundet netmaskerne endnu, hvilket selvfølgelig vil gøre ham sulten efter at score sit første mål, når Lyngby BK besøger Sydbank Park på søndag. Jeppe Kjær har fart i fødderne og er en resolut afslutter, så der skal ikke skabes for meget plads til den lille nummer 11 fra Lyngby BK.
Hold øje med vores mand:
Marcel Rømer
Rømer stod for oplægget, da Anders Egholm headede 1-0 føringen ind mod FC Helsingør, og netop de indlæg, der kommer fra hjørnespark, som både Rømer og Zimling kan tage sig af, bliver vigtige mod Lyngby BK. Kan Rømer finde Greko, Luijckx eller måske Egholm endnu engang så kan vi hurtigt straffe et svækket Lyngby BL mandskab. Rømers løbearbejde og fightervilje bliver vigtig, når det kommer til at få overtaget på midtbanen. Dog skal Rømer passe på, da hans næste gule kort vil give én spilledags karantæne.
Husk, du kan spille på kampen på danskespil.dk. Du kan lige nu få odds 2,70, hvis du tror, at der bliver scoret over 1,5 mål i første halvleg på Sydbank Park.