Rasmus Andersen, 12. maj 2018, kl. 11:49
Af Rasmus Andersen
Den første af to kampe mod Hobro IK endte 1-0 til SønderjyskE på Sydbank Park foran 5011 tilskuere. Denne gang gælder det returkampen i Hobro, hvor ét udebanemål kan være nok til at knække Hobro IK.
I første opgør var det tydeligt, at SønderjyskE er i stand til at dominere opgøret. Båret frem af en fantastisk kulisse med mange lyseblå tilskuere, lykkedes det SønderjyskE at vinde 1-0 over Hobro på Kees Luijckx frisparksperle. Selvom spillerne gerne ville have lavet flere mål i hjemmekampen, så viser det blot, at der er muligheder igen på udebane, hvor et udebanemål kan være kampafgørende.
Hold øje med deres mand:
Edgar Babayan
Babayan var ikke særlig synlig i det første opgør, hvilket der ikke var mange Hobro IK spillere, der var. Babayan har dog evnen til at skille sig ud, når han først får spillet til at flyde. De hurtige pasninger og kombinationer må ikke lykkes for den 22 årige dansker, når han forsøger at finde Quincy Antipas i front, da det kan give ham selvtilliden til at forsøge mere og derfra lykkes med mere. Samtidig er der stor forskel på, når Pål Kirkevold er på banen og når han ikke er, hvis han er, vil Babayan helt sikkert søge ham i offensiven, mens vi kan stoppe Babayan, hvis han skal tænke sig om en ekstra gang, før han leder efter en angriber i front.
Hold øje med vores mand:
Mads Hvilsom
Hvilsom har lignet en af Alka Superligaens mest sultne angribere de seneste kampe. Med mål, flot spil og vundne straffespark har angriberen spillet en stor rolle i kampen om Europa. Hvilsoms arbejdsraseri kan sætte Hobro IK under stort pres, og tvinge dem til at tænke for meget på det defensive, så vi ikke skal forsvare os gennem 90 minutter. Det vigtige udebanemål kunne sagtens komme ved hjælp af Hvilsoms høje pres, eller måske bare gennem endnu en scoring fra den varme angriber, vi håber i hvert fald, at Hvilsom får endnu et mål til CV’et på sin gamle hjemmebane.
Husk, du kan oddse på kampen på danskespil.dk. Lige nu kan du få odds 3,50 hvis du tror, at Mads Hvilsom scorer i kampen.