Jacob Ravn, 31. august 2018, kl. 11:30
SønderjyskE har vundet syv af de seneste ni kampe hjemme på Sydbank Park i Haderslev.
Lørdag eftermiddag spiller SønderjyskE atter hjemme i trygge rammer, når Hobro IK gæster Sydbank Park klokken 16.00.
Hjemme i Haderslev har SønderjyskE været stærkt kørende det seneste halve år, hvor holdet har vundet syv af de seneste ni kampe – det har givet et pointgennemsnit på hjemmebanen på 2,33 point, siden den gode stime startede midt i marts 2018.
SønderjyskE-træner Claus Nørgaard glæder sig til endnu en hjemmekamp, hvor der er stor tro på egne evner efter de gode resultater.
– Vi føler os godt tilpas, og vi trives ved at spille på hjemmebanen. Vi føler, vi kan slå alle på hjemmebanen, og det giver noget ekstra selvtillid og nogle ekstra procenter med vores fans i ryggen, siger Claus Nørgaard.
– Allerede inden sæsonen talte vi om vigtigheden af at have en stærk hjemmebane. Vi løber på banen med en tro på, at vi kan vinde alle kampe, og det har vi også en klar fornemmelse af, at vi kan. De seneste sæsoner har vi også slået FC København, Brøndby, FC Midtjylland og FC Nordsjælland på hjemmebane, så vi har også bevist, at vi kan slå alle, siger Claus Nørgaard.
Flot opbakning
SønderjyskE har fået flot opbakning i sæsonens tre første hjemmekampe – 4.969 tilskuere i gennemsnit – og cheftræneren håber naturligvis, at mange også vil være på plads til lørdagens kamp mod Hobro.
– Mens mange andre klubber er gået ned på tilskuersiden, holder vi selv en flot kadence. Det er dejligt med den opbakning til hele regionens hold. Jeg må især rose fansene på ”Blue Section”, som altid er med os – også i modgang. Den slags betyder rigtig meget for os, siger SønderjyskE-træneren.
Lørdag klokken 16.00 venter Hobro, og Claus Nørgaard håber, at den gode hjemmebanestatistik fortsætter.
– Det er i hvert fald en kamp, vi går ud for at vinde. Vi skal gøre mange af de samme ting, som vi har gjort i de seneste kampe. Vi skal ud og fortsætte de gode takter.
Lørdag ser i øvrigt ud til at blive en flot sensommerdag med sol og 20 grader, så der er lagt op til endnu en forrygende fodboldfest på SønderjyskE’s stærke hjemmebane.