Jacob Ravn, 8. oktober 2018, kl. 13:25
William Tchuameni scorede i overtiden, da SønderjyskE og Vejle spillede 1-1 i Reserveligaen.
I fredags vandt SønderjyskE 3-0 over Vejle Boldklub i superligaen, og allerede dagen efter mødtes holdene igen – denne gang i Reserveligaen i Vejle.
Her endte det 1-1, og det var William Tchuameni, der i overtiden scorede det mål, der gav SønderjyskE point. Det var camerounerens fjerde mål i træk i Reserveligaen.
– Vores første halvleg var en blandet omgang. Vi producerede egentligt en del chancer, men generelt lykkedes vi ikke med de ting, som jeg havde håbet på. Vi havde skiftet fra 4-4-2 til 4-3-3, og det er en ret stor ændring, og det betød også, at vi blev noget usikre og ustrukturerede i nogle situationer, siger Niels Lodberg.
– I pausen skiftede vi tilbage til den vante 4-4-2, og vi blev mere stabile og fik mere styr på tingene. Som altid kan jeg ikke klandre spillerne for vilje, engagement og løbevillighed, men det var langt fra vores bedste reserveholdskamp. Når vi står her bagefter med ét point efter en overtidsscoring, kan jeg godt være tilfreds, men målt på chancer kunne vi godt have vundet.
Det udlignende mål blev altså scoret af William Tchuameni, som i to forsøg fik scoret til 1-1. Den camerounske angriber scorede efter et godt oplæg fra Ramon Rodrigues, der både blev brugt som midtstopper og højre back i kampen.
Reserveholdskampen var også første gang, at den nye målmand, Reice Charles-Cook, kom i aktion.
– Det var en fin kamp for ham. I første halvleg havde han to flotte redninger, og generelt var det godt at se ham i kamp. Han tog nogle af de ting, vi har set fra ham til træning med over i kamp, og vi har ikke set det bedste af ham endnu, men han kommer til at blive bedre hele tiden, mener Niels Lodberg.
Med weekendens pointdeling ligger SønderjyskE fortsat på førstepladsen i Reserveligaens Pulje 2.
Den næste reserveligakamp er programsat til den 5. november, hvor FC Helsingør kommer på besøg.
FAKTA
Kampen i tal
Vejle-SønderjyskE 1-1 (0-0)
1-0 Christian Silenzi (67.), 1-1 William Tchuameni (91.)
SønderjyskE’s hold: Reice Charles-Cook – Jeppe Simonsen (76./Steffen Svenningsen), Ramon Rodrigues, Anders Egholm, Nicholas Marfelt (51./Ture Blaue) – Rasmus Vinderslev, Søren Frederiksen (71./Jeppe Jordoson), Victor Mpindi – Peter Christiansen, William Tchuameni, Mads Hvilsom