Kasper Poulsen, 11. november 2018, kl. 22:11
SønderjyskE – Hadsten Håndbold 30-15 (14-4)
SønderjyskE: Nina Bech 6, Celina Hansen 5, Fatos Kücükyildiz 5, Leonora Demaj 4, Rikke Hoffbeck 4, Ricka Gindrup 3, Sara Mitova 1 og Szabina Mayer 1
Det blev en yderst henrivende håndboldeftermiddag i Arena Aabenraa, da udeholdet fra Hadsten Håndbold var på besøg. For det er yderst sjældent, hvis det da nogensinde er set før, at et håndboldhold i den næstbedste eller bedste række i Danmark, ikke får scoret et eneste mål i 17 1/2 minut. Var dette en ny dansk rekord???
Og sjældent har man set et hold juble så meget over en straffekast scoring som udeholdet gjorde da de endelig fik scoret i 1. halvleg. For det var bestemt ikke en sjov oplevelse for Hadsten Håndbold at være part i dette opgør. For de lyseblå var topforberedte og var hele tiden et skridt foran udeholdet.
I målet strålede Claudia Rompen bag et velspillende forsvar og sammen var dette løsningen på en aldeles fremragende start. Her var det især Emma Kiellberg, Ricka Gindrup og Leonora Demaj der bandt forsvaret godt sammen. Rikke Hoffbeck var sprudlende på venstre fløj og gjorde virkelig ondt på udeholdet, samtidigt med at Leonora Demaj var dygtig op af banen og udviste et godt overblik.
Selvom Hadsten smed 2 timeouter indenfor kort tid i 1. halvleg, kunne dette ikke stoppe den fremragende indsats de lyseblå kom med. Og da de også måtte opgive 7 mod 6 spillet, var der ikke meget at stille op i en 1. halvleg som blev vundet med hele 14-4.
Disciplinen havde været rigtig god i 1. halvleg set med de lyseblå øjne, men dette blev også udfordringen for hjemmeholdet i 2. halvleg. For selvom udeholdet kom med noget mere indsats i 2. halvleg, var det også som om at de lyseblå spillere ikke var ligeså fokuseret i 2. halvleg omkring de defensive opgaver.
Men til gengæld forsatte man med et imponerende drive op af banen i 2. halvleg og angrebsspillet var bestemt også prangende i store perioder. Her var det især Celina Hansen der igen imponerede publikum med sine egenskaber på banen, mens Nina Bech var forrygende på fløjen og snuppede fortjent topscorer titlen i kampen.
At det er en dygtig målmandsduo SønderjyskE har, blev bekræftet søndag eftermiddag, hvor Claudia Rompen som sagt stod en aldeles blændende kamp, mens Dragana Petkovska af supporterne blev kåret til månedens spiller i oktober.
Efter sejren søndag er de lyseblå kravlet op på 2. pladsen i tabellen.
Selvfølgelig er vi henrykte over resultatet, da dette resultat var svært at forudse. Vores største fokus ligger dog på at udvikle vores spil og holde disciplinen rent forsvarsmæssigt. Da dette kan flytte os i den retning som vi stræber efter og gøre os rigtig svære at slå fremadrettet. Men sådan en præstation giver også noget humør i spillertruppen og noget tro på tingene.
Cheftræner Oli Kecman
Næste kamp er på hjemmebane i Arena Aabenraa søndag d.18.11 kl.15.30 mod TMS Ringsted.
Foto: Finn Poulsen