Jacob Ravn, 2. december 2018, kl. 17:27
Alexander Bah er blevet ramt af en længerevarende skade.
Tilskuere og tv-seere kunne se, at Alexander Bah vred sig i smerte, da han kom uheldigt af sted i en tackling kort inde i anden halvleg i kampen mellem SønderjyskE og FC Nordsjælland.
Han blev båret fra banen, og inden kampen var slut, var han også sendt af sted med ambulancen til Kolding Sygehus, hvor han er blevet undersøgt nærmere.
Det har vist sig, at der er tale om en længerevarende skade, der naturligvis holder ham ude i de sidste kampe af 2018 – udekampen mod Hobro IK og hjemmekampen mod FC København.
– Alexander Bah har spillet et fantastisk efterår, og det er meget ærgerligt – ikke mindst for Alexander selv – at efteråret nu skal ende med en skade. Vi ønsker ham god bedring og glæder os, til han igen bliver klar, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.