Søg

Riddersholm: Et attraktivt job i SønderjyskE

Jacob Ravn, 19. december 2018, kl. 13:24

Glen Riddersholm ser frem mod et spændende forår og har ambitioner om at løfte SønderjyskE til næste niveau hen over kontraktperioden på tre et halvt år.

Onsdag er Glen Riddersholm blev præsenteret som ny cheftræner i SønderjyskE, og han glæder sig til at trække i det lyseblå arbejdstøj, når han er færdig som sportsdirektør i Vendsyssel FF den 1. februar.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde i SønderjyskE, når det bliver aktuelt. SønderjyskE er et stærkt sportsbrand, som jeg i mange år har fulgt og beundret for klubbens tydelige værdier og langsigtede arbejde.

– Det er en klub, der hele tiden har lagt flere lag på og løbende har fremmet præstationsniveauet. Længden på kontrakten signalerer også, at jeg sammen med den øvrige trænerstab, spillerne og talentsektoren skal være med til at løfte holdet og klubben til et niveau, hvor vi kontinuerligt vil forsøge at spille med i den bedre halvdel af superligaen hen over kontraktperioden, siger Glen Riddersholm.

Selv om kontrakten løber frem til sommeren 2022, skal Riddersholm i første omgang have fokus på det spændende forår, der venter i superligaen.

– Der venter et stort arbejde forude, hvor vi på kort sigt skal fokusere på det intense forår, der venter med en tæt tabel i superligaen, og hvor vi på lang sigt skal fortsætte den kontinuerlige udvikling, som der har været i SønderjyskE gennem 11 år i træk i superligaen, siger Riddersholm.

Glen Riddersholm har været sportsdirektør i Vendsyssel FF i knap to måneder, men jobmuligheden i SønderjyskE var alligevel for spændende til, at han kunne takke nej.

– Der skulle noget meget attraktivt til for at rykke mig væk fra arbejdet i Vendsyssel FF, hvor jeg har været glad for jobbet. Det har ikke været en nem beslutning, men cheftrænerjobbet i SønderjyskE er alligevel så spændende, at jeg måtte træffe den svære beslutning. Jeg kommer til en klub, der er helt afklaret på alle parametre, og som ser på mulighederne for optimering på samme måde som mig, så det er et perfekt match. Med min baggrund passer det mig også godt, at der skal være et øget fokus på talenterne samtidig med, at der også skal laves resultater i superligaen, siger Glen Riddersholm.

Jobbet i SønderjyskE betyder, at Glen Riddersholm forventer, at han senest til sommer flytter til Haderslev.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus