Jacob Ravn, 30. marts 2019, kl. 13:00
AC Horsens har taget flere store skalpe på udebane, og cheftræner Glen Riddersholm forventer hård modstand i den første grundspilskamp.
Søndag klokken 18.00 tager SønderjyskE imod AC Horsens på Sydbank Park i den første af seks gruppespilskampe.
AC Horsens ligger lige nu på en frelsende andenplads i puljen, men SønderjyskE kan overtage pladsen med en sejr søndag aften i kraft af en bedre målscore.
Cheftræner Glen Riddersholm forventer dog en hård kamp mod en modstander, der har taget flere store skalpe på fremmed græs i denne sæson.
– Mange vil måske sige, at det er en stor fordel at starte på hjemmebane mod AC Horsens, og nogle vil måske pointere, at Horsens har tabt fire kampe i træk, men vi er også nødt til at huske på, at Horsens er et stærkt hold, som har fået de fleste af deres point på udebane. De har blandt andet vundet i Parken, i Brøndby og i Nordsjælland, så det er et bøvlet hold at slå, og vi får brug for maksimal støtte fra lægterne.
– Det bliver en kamp, hvor det kan være svært at finde en rytme, og hvor vi mentalt skal være rigtig stærke til at udnytte de momenter, der kommer, hvor vi kan spille, for det bliver også en hård krig, hvor vi dels skal holde fokus på egne standarder, men i særdeleshed også at være forberedt på det fysisk, duelpræget og ikke mindst dygtige standardsituationshold, som Horsens er. Det er også et hold, der har lagt på, og som har mange dygtige individualister, så det bliver bestemt en stor opgave for os, siger Glen Riddersholm.
– For os handler det om at følge op på de gode præstationer, som vi har leveret i de seneste tre kampe. Vi træder ind til kampen med den allerstørste ydmyghed. Det er os, der er udfordrerne. Vi kæmper for vores eksistens i Superligaen. Med fuld opbakning kan vi håbe, at vi i fællesskab kan levere et godt resultat, hvor det handler om at få point og følge op på de to seneste, rigtige fine hjemmekampe og en fornuftig præstation i Herning, siger SønderjyskE-træneren.
Køb billetter til SønderjyskE-AC Horsens her.
Se højdepunkter fra den seneste hjemmekamp mod AC Horsens her: