Søg

Effektive Vejle straffede SønderjyskE

Rasmus Andersen, 7. april 2019, kl. 15:52

Høj solskin over Vejle Stadion dannede rammen for en perfekt fodboldsøndag. SønderjyskE og Vejle, der begge ligger under stregen i gruppespillets pulje 1, var pisket til sejr i dagens opgør.

Der gik ikke mange minutter før vi fik kampens første scoring, da Kjartan Finnbogason opsnappede en løs bold i SønderjyskE bagkæden.

Kjartan Finnbogason sendte et frækt blødt skud på overliggeren som snød Mielitz. Returbolden var der ikke tvivl om, da Serhii Hryn fulgte op på tomt mål og gjorde det til 1-0 til hjemmeholdet.

SønderjyskE var tæt på at svare hurtigt igen, da Johan Absalonsen sendte et frispark i feltet. Ved bagerste stolpe headede Bah bolden på tværs til Kees Luijckx, men desværre fik den store forsvarsspiller ikke ordentligt træf på bolden.

Efter en god SønderjyskE periode med optræk til muligheder, men uden scoringer blev det i stedet 2-0 til hjemmeholdet. Kjartan Finnbogason fik muligheden fra kanten af feltet og med en hård flad afslutning udplacerede han Sebastian Mielitz i målet. Halvvejs gennem første halvleg så det altså pludselig svært ud for SønderjyskE.

Efter en halv time blev ondt værre for SønderjyskE. Et hjørnespark faldt ned for fødderne af Mads Greve, der skovlede bolden ind over stregen, selvom Mart Lieder mente, at han havde sparket bolden væk i tide. Dommer Tykgaard var dog uenig og derfor blev det 3-0 til Vejle Boldklub.

3-0 var også stillingen efter 45 minutter i en første halvleg, hvor hjemmeholdet var meget effektive.

Efter pausen ændrede Glen Riddersholm på formationen, så SønderjyskE nu spillede med to mand i front.

Første mulighed efter pausen faldt også til SønderjyskE, da Kees Luijckx kom først på et hjørnespark, men hollænderens hovedstød gik et stykke forbi mål.

Hjemmeholdets første mulighed i anden halvleg var dog af en anden kvalitet. Serhii Hryn var alene med Stefan Gartenmann i feltet. Den hurtige offensivspiller lavede et par fikse driblinger og gjorde plads til at sparke i det lange hjørne, hvilket han uden problemer gjorde og dermed var det 4-0 til Vejle Boldklub.

Marco Rojas fik muligheden et lille kvarter inde i anden halvleg for at afslutte fra distancen. Rojas lagde bolden til rette og sendte et hårdt skud mod mål, men præcisionen manglede og så fik Vejle målspark.

Glen Riddersholm brugte sine to første udskiftninger på at sætte Peter Christiansen og Eggert Jonsson på banen i stedet for Mart Lieder og Victor Mpindi.

Sidste udskiftning for SønderjyskE kom med et kvarter tilbage, da Danny Amankwaa kom på banen i stedet for Alexander Bah.

Kees Luijckx var igen manden med afslutningen ti minutter før tid, da endnu et hjørnespark fandt vej til hollænderens pande, men igen blev bolden reddet og Vejle kunne ekspedere bolden ud af farezonen.

Med fem minutter tilbage fik Peter Christiansen pyntet på resultatet, da han drev gæk med et par Vejle forsvarer og sparkede reduceringen i kassen. En glimrende soloaktion af den unge angriber.

SønderjyskE forsøgte at skabe en reducering yderligere i slutminutterne, men hjemmeholdet stod godt i defensiven og derfor blev det ikke til mere i nørreskoven.

En fortjent sejr til det effektive hjemmehold på 4-1.

Vi siger tusind tak til de 330 medrejsende lyseblå tilskuere, der viste stor opbakning kampen igennem.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus