Jesper Klitgaard, 12. april 2019, kl. 23:03
Der måtte mere end 90 minutter ishockey til, før at første kamp kunne afgøres. SønderjyskE førte en overgang med to mål, men hjemmeholdet kunne til sidst strække armene i vejret, efter de udnyttede en udvisning langt inde i femte periode.
Det var en taktisk indledning på affæren, hvor hjemmeholdet nok havde pucken mest, men uden at kunne skabe farlige situationer foran Patrick Galbraiths mål. SønderjyskE var derimod gode til at spille sig ud af det offensive pres, ved enten at gøre brug af banderne til at chippe pucken ud af egen zone, eller kombinere sig fri af modstanderen med minimal risiko.
Det var da også SønderjyskE som fik kampens første store chance, da T.J. Moore blev spillet helt fri af Gabriel Desjardins, men hans forsøg blev pareret af Vojens-drengen i den forkerte trøje, Thomas Lillie.
Han måtte dog give fortabt minuttet senere, da Frederik Bjerrum viste lækker teknik, da han tog pucken med den ene skøjte, og i en og samme bevægelse sendte pucken ind i nettet til en dejlig føring.
Minutterne efter var det da også SønderjyskE der dominerede kampen, med gode muligheder til følge. Pucken var af flere omgange tæt på at øge føringen til gæsterne, men det var hjemmeholdet, der udlignede på det der vel var deres første chance i kampen.
Vi må dog, trods lyseblå briller og lyseblåt blod i årerne, lette på hatten af Nikolaj Rosenthals udførelse, da han flugtede pucken i nettet fra en meters højde, uden chance for Patrick Galbraith.
Pausen virkede til at have været bedst for hjemmeholdet, for det var et tungt pres der blev lagt på SønderjyskE fra starten af anden periode. Rungsted sværmede omkring Patrick Galbraiths mål, men både held og kvalitet holdt hjemmeholdet fra at bringe sig foran.
Der var dog ikke skyggen af held, men rendyrket kvalitet, da Jordan Pietrus bragte SønderjyskE i front igen. Martin Eskildsen viste stor styrke og overblik, og serverede pucken til Pietrus, der via den ene opstander sendte pucken i nettet.
Kort efter skulle SønderjyskE så forsøge at overleve ikke blot en 4 mod 5, men også en 3 mod 5 situation. Det gjorde de med bravour, så det blev aldrig rigtig farligt hvad hjemmeholdet fik præsteret, men det gjorde det da så sandeligt i den anden ende kort efter, da Jordan Pietrus med sit andet mål bragte SønderjyskE foran med 3-1.
Det virkede som Rungsted var en smule ramt på moralen, men et skud fra Joakim Holten Møller via en par afretninger endte bag Patrick Galbraith, og pludselig havde kampen nerve igen. Hjemmeholdet var da også ganske tæt på udligningen, men defensiven fik reddet kastanjerne ud af ilden, og Rod Pelley og co kunne gå til anden pause foran med et enkelt mål.
Den stilling holdt dog ikke særligt længe, for Robin Bergmann udnyttede en sjælden fejl i den sønderjyske defensiv, og dermed var udligningen en realitet.
Helt lige i Rungsted, og spillet bar præg af en smule nerve og intensitet. Det var ikke de store åbne muligheder de næsten 2400 tilskuere blev præsenteret for, og de få der var stod der retfærdigvis Rungsted på.
Godt nok var Rasmus Lyø millimeter fra at sende SønderjyskE i front, men ellers foretrak de lyseblå at spille sikkert ud af egen zone.
Det billede ændrede sig dog med et par minutter tilbage af perioden, hvor det igen var SønderjyskE som producerede flere store muligheder. Både Rasmus Nielsen og T.J.Moore havde afgørelsen på bladet, men den sidste marginal var ikke med gæsterne fra syd.
Det blev ikke til yderligere scoringer i den ordinære tid, så der måtte overtid til for at kunne afgøre den første finale.
Her var det hjemmeholdet der havde teten, og det var i flere omgange tæt på at hjemmeholdet kunne få jublen til at bryde løs i Bitcoin Arena. Tim Daly var tæt på at blive helten, men Galbraith tog sig fornemt af den store chance.
Matt Prapavessis havde også muligheden, men Thomas Lillie viste også stor klasse, og dette fortsatte han med, selvom SønderjyskE fik en gylden mulighed i overtal.
Det var utroligt tæt og man sad hele tid med fornemmelsen af, at en enkelt fejl kunne afgøre det nervepirrende opgør. Der blev dog ikke scoret i den første periode af forlængede spilletid, så der måtte endnu en omgang ny is, før kampen kunne afgøres.
Det blev Rungsted der scorede det afgørende mål, da de fik tildelt en gylden mulighed af kampens dommerpar. Det var de ikke sen til at udnytte, og dermed fører de 1-0 i serien.
Husk, at vi starter op kl. 10.30 på søndag med hyggeligt samvær foran Frøs Arena, hvor dørene åbner 12.30. Kampen starter kl. 14.00, og der er stadigvæk ståplads-billetter tilbage. Køb din billet her:
https://billetto.dk/users/sonderjyske-ishockey
Kampen i tal: Rungsted Seier Capital – SønderjyskE 4-3 efs (1-1,1-2,1-0,0-0,1-0)
09:12 0-1 Frederik Bjerrum (Prapavessis, Marinaccio) PP
18:59 1-1 Nikolaj Rosenthal (Fiddler, Daly)
26:15 1-2 Jordan Pietrus (Eskildsen, Førster)
32:07 1-3 Jordan Pietrus (Moore, Bjerrum)
37:02 2-3 Joachim Holten Møller (Sarault, Hurri)
42:55 3-3 Robin Bergmann (Jelert, Jensen)
91:03 4-3 Tim Daly (Sarault, Rosenthal) PP
Udvisninger:
Rungsted Seier Capital: 3 x 2
SønderjyskE: 5 x 2
Tilskuere: 2380 i Bitcoin Arena