Søg

Juel-Nielsen scoring holder liv i håbet

Rasmus Andersen, 21. april 2019, kl. 17:54

Casa Arena i Horsens dannede rammen om en sand gyser i gruppespillets pulje 1. De lyseblå fra SønderjyskE var pisket til en sejr mod hjemmeholdet AC Horsens, hvis håbet om top to i puljen skulle holdes i live.

Første chance opstod til hjemmeholdet efter et langt indkast. Mikkel Qvist kastede bolden mod bagerste stolpe, hvor Søren Reese kom til vejrs, men afslutningen manglede præcision og gik forbi mål.

Første mulighed til SønderjyskE kom til Mart Lieder. ‘Greko’ modtog en bold i højre side og lagde bolden ind foran, men den fikse hælafslutning fra Lieder trillede på tværs af målet og ud til målspark hos målmand Delac.

SønderjyskE skabte et par halve chancer i løbet af første halvleg. Blandt andet da Peter Christiansen akkurat ikke nåede frem til et indlæg fra ‘Greko’.

Midt i første halvleg var Glen Riddersholm nødt til at bruge sin første indskiftning. Marc Pedersen var uheldig i en situation på Horsens banehalvdel og så måtte Thomas Juel-Nielsen på banen i stedet for den lyseblå anfører.

Kort før pausefløjtet fik Mart Lieder en stor mulighed for at bryde dødvandet. Eggert lagde en flad bold på tværs, men Lieder fik ikke ordentligt træf på bolden, der gik ud til målspark.

Efter en første halvleg uden de helt store scorings muligheder kunne de to mandskaber gå til pause ved stillingen 0-0.

Et kvarter inde i anden halvleg kom Marco Rojas på banen i stedet for Eggert Jonsson.

Første afslutning i anden halvleg kom efter et flot SønderjyskE opspil, hvor Marco Rojas sendte Mart Lieder i dybden. Hårdt presset lagde Lieder bolden tilbage til Peter Christiansen, der forsøgte at dreje bolden mod det lange hjørne. Mellem stængerne viste Delac dog sikre hænder og greb bolden let.

Hjemmeholdet stod meget lavt og derfor var det svært at skabe chancer i åbent spil. I stedet var en lang bold fra Niki Zimling til Alexander Bah lige ved at blive farlig. Bah fik taget bolden med sig, men afslutningen gik et godt stykke forbi Horsens målet.

Sidste lyseblå udskiftning kom efter 71 minutter, da Danny Amankwaa kom på banen i stedet for Peter Christiansen.

Efter 78 minutter kom forløsningen så for de lyseblå. Niki Zimling lagde et frispark i feltet, hvor ‘Greko’ fik headet. Delac kunne ikke holde bolden og så kunne Thomas Juel-Nielsen følge op foran mål og sende SønderjyskE på 1-0.

Efter scoringen forsøgte hjemmeholdet at presse SønderjyskE. Sebastian Mielitz i målet havde dog sikre hænder og afviste de første forsøg.

I den modsatte ende var SønderjyskE dygtige til at holde bolden i egne rækker. Især indskiftede Amankwaa viste stor kvalitet på AC Horsens banehalvdel, hvor han holdt fast i bolden og fordelte spillet.

AC Horsens smed alle de store drenge frem til sidst. Men de lange bolde blev afvist af SønderjyskE, og så kunne de lyseblå juble over en livsvigtig sejr i Horsens.

Tusind tak for støtten til de 270 medrejsende lyseblå tilskuere på udebaneafsnittet.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus