Jacob Ravn, 28. maj 2019, kl. 19:00
20-årige Justin Plautz, der tidligere på måneden var til prøvetræning i SønderjyskE Fodbold, får nu en treårig kontrakt.
I starten af maj var Justin Plautz til prøvetræning i SønderjyskE, og den tyske venstre back gjorde så godt et indtryk, at han nu bliver belønnet med en treårig kontrakt.
Plautz, der fyldte 20 år i april, har spillet ungdomsfodbold og for andetholdet i Werder Bremen, men er nu blevet løst fra sin kontrakt i den tyske klub, så han kan påbegynde sin seniorkarriere i SønderjyskE og Superligaen.
– Han trænede med i fire dage og gjorde det så overbevisende, at vi gerne ville se ham i en reserveholdskamp, hvor han også imponerede os. Han er en ung mand, der lige er fyldt 20 år, men han ser virkelig spændende ud, og vi tror, han går en stor fremtid i møde, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
Justin Plautz ser frem til at prøve sig af i Superligaen, og han fik et godt indtryk af SønderjyskE, da han var til prøvetræning.
– Jeg er meget glad for denne mulighed, og jeg ser frem til nogle spændende år. Jeg fik set en kamp på stadion, da jeg var her, og jeg fik et rigtig godt indtryk af det hele. Spillerne var gode til at tage imod mig, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet og udvikle mig yderligere som spiller, siger Justin Plautz.
Den tyske forsvarsspiller får trøje nummer 16 i SønderjyskE.
Justin Plautz om sit skifte til SønderjyskE:
FAKTA
Justin Plautz
Position: Forsvarsspiller
Land: Tyskland
Født: 9. april 1999
Højde: 183 cm.
Tidligere klubber: FC Hude Jugend, Werder Bremen