Anders Gormsen, 17. september 2019, kl. 16:16
Håndboldherrerne skulle mandag aften forsøge at komme tilbage på sporet efter nederlaget til BSH, og det lykkedes fuldt ud med en overbevisende 13 måls sejr over lokalrivalerne fra KIF Kolding
Man fik ret hurtigt fornemmelsen af at sejren var inden for rækkevidde hvis blot man kunne få fat i forsvaret da det ikke var problemer med at få bolden smidt ind bag KIF keeperne. Hele 20 scoringer blev det til i de første 30 minutter, mod KIFs 15 og dermed var der skabt et rigtig godt udgangspunkt for de sidste 30 minutter.
I løbet af anden halvleg blev gæsterne gang på gang skilt ad og føringen blev støt udbygget og det endte med en overbevisende sejr på 36-23.
At sejren blev så stor kom på baggrund af et KIF hold der helt holdt op med at spille i kampens sidste del, til gengæld skal spillerne have stor ros for at holde koncentrationen gennem alle 60 minutter og det var en glæde at se hele 12 spillere på scoringslisten. Her i blandt målmand Josip Cavar der kronede en fremragende indsats med at score i tomt mål.
Det var en kollektiv flot indsats hvor alle bød ind og holdet fik atter vist hvad det er i stand til når topniveauet findes frem.
SønderjyskE-KIF Kolding 36-23 (20-15)
Målscorere for SønderjyskE
Aaron Mensing og Mikkel Kjær Møller hver 6, Sveinn Jóhannsson, Oscar Sunnefeldt og Christian Jensen hver 4, Oliver Nøddesbo Eggert 3, Frederik Børm, Mikkel Hansen og Arnar Birkir Hálfdánsson hver 2, Jon Andersen, Josip Cavar og Lasse Hamann-Boeriths hver 1
Målscorere for KIF Kolding
Fredrik Gustavsson 6, Alexander Morsten, Andreas Flodman og Jens Peschardt hver 4, Mattias Thynell 3, Árni Bragi Eyólfsson og Chris Holm Jørgensen hver 1
Udvisninger: SønderjyskE 1, KIF Kolding 4
Tilskuere: 2124
Dommere: Morten Lethan Albrechtsen og Mik Trustrup
Observatør: Kjeld Løvqvist