Stig Kongsted, 21. september 2019, kl. 19:56
U15 indfriede deres mål
Vi starter med den gode historie fra talenternes tur til Randers lørdag eftermiddag. U15 havde et mål om at rense deres dårlige udebanestatistik, og det lykkedes trods vanskelige forudsætninger med en lang bustur og fire timers ventetid før kampstart. Holdet sejrede med 2-1 efter 0-0 ved pausen.
-I starten af kampen har vi det lidt svært med presset fra Randers, og vi bliver passive, men som kampen skrider frem, kommer vi ind i kampen. Målet til 1-0 kommer fra Tinus Olesen, som leverer en strålende enkeltmandspræstation og sparker den flot ind bag Randers` målmand. Målet til 2-0 kommer fra Nikolaj Miang, der med en flot dybdebold rammer Noah Musaefendic, som sikkert sparker bolden ind i Randers målet. Men vi skal arbejde med vores kynisme, da vi unødvendigt lukker Randers ind i kampen til 1-2. En mandfolkeindsats holder dog Randers fra flere chancer, og vi kører en flot sejr hjem. En speciel cadeau til Julius Beck for hans indsats på- og uden bold, fortalte assistenttræner Mathias Wael efter kampen.
Foto er målscorer til 2-0: Noah Musaefendic
U17 var i foræringshjørnet
Anderledes gik det for U17-holdet, der tabte med tenniscifrene 6-1 efter 2-0 ved pausen. Målscorer for HFK/SønderjyskE var Sebastian Jessen.
-Vi spiller en umoden kamp, hvor vi forærer Randers alle deres mål. Vi forsvarer egentlig fint i etableret spil, hvor Randers ikke kommer til chancer. Men vi formår at se enormt dumme ud, når vi bliver ved med at forære bolden til Randers i situationer, hvor vi ikke er presset, fortalte cheftræner Thomas Thinggaard efter kampen.
U19 kollapser i 2. halvleg
Inden U15 og U17 kom på banen var U19-holdet i ilden. Efter en jævnbyrdig første halvleg gik det desværre helt galt i 2. halvleg, og holdet tabte 5-0 efter 1-0 ved pausen.
-En ellers lige 1. halvleg bliver desværre ikke fuldt op i 2. halvleg, da vi fuldstændig kollapser. Randers scorer til 2-0, og det var mere modgang en drengene kunne holde til. Det blev tydeligt, at der manglede rygrad og ikke mindst en vilje til at ville hjælpe hinanden. Dette resulterer naturligvis i en ydmygelse, som vi jo tager til os og herefter lærer af, fortalte cheftræner Thomas Skou efter kampen.