Søg

SønderjyskE kæmper sig videre i Sydbank Pokalen

Jacob Ravn, 25. september 2019, kl. 21:58

Der skulle arbejdes for det i 120 minutter, men SønderjyskE er klar til 1/8-finalerne i Sydbank Pokalen efter en 4-2-sejr i Hvidovre.

SønderjyskE er med i bowlen, når der torsdag aften trækkes lod til 1/8-finalerne i Sydbank Pokalen.

Der skulle forlænget spilletid og 120 minutters pokalbold til, inden Hvidovre IF blev besejret med 4-2 på Pro Ventilation Arena.

Hjemmeholdet lagde frisk fra start og udnyttede medvinden til at sætte fart på kampens første angreb, og det fik da også kampens første chance, men Nikola Mirkovic stod klar og parerede i målet.

Herefter fik SønderjyskE bedre og bedre greb om kampen, og det var ganske fortjent, at den tidligere Hvidovre-spiller Christian ”Greko” Jakobsen bragte SønderjyskE i front midtvejs i første halvleg.

Målet var et flot et af slagsen, da Victor Mpindi sendte en perfekt stikning afsted til Greko, som spurtede fra Hvidovre-forsvaret og køligt satte bolden ind ved den ene stolperod.

Kort efter den halve time blev føringen fordoblet. Alexander Bah satte fart på en kontra og søgte mod midten, hvor han sendte bolden på tværs til en helt fri Marco Rojas, der flot omsatte den store chance.

I anden halvleg havde SønderjyskE flere gode muligheder for at øge føringen, men Hvidovre-forsvaret kæmpede godt imod og blokerede skud fra Artem Dovbyk og Johan Absalonsen, og målmanden måtte også i aktion et par gange for at holde SønderjyskE-skytterne fra mål.

Med ti minutter igen bragte hjemmeholdet spænding tilbage i kampen, da Oscar Buch scorede tæt under mål, og få minutter senere blev det også 2-2 ved Stefan Nygaard.

Det sendte kampen i forlænget spilletid, og her bragte Johan Absalonsen SønderjyskE tilbage på sporet. Mads Hansen tilkæmpede sig et hjørnespark, som Mads Albæk sparkede hen til Absalonsen, der afsluttede mellem venner og fjender og fik bolden listet ind ved fjerneste stolpe.

Få minutter før tid lukkede og slukkede Mart Lieder, da han sikkert omsatte en friløber fra Nicholas Marfelt, og dermed endte det altså 4-2.

SønderjyskE er dermed i bowlen, når der trækkes lod til 1/8-finalerne i Sydbank Pokalen torsdag aften.

FAKTA
Kampen i tal
Hvidovre IF-SønderjyskE 2-4 (0-2) efter forlænget spilletid
0-1 Christian Jakobsen (23.), 0-2 Marco Rojas (33.), 1-2 Oscar Buch (81.), 2-2 Stefan Nygaard (86.), 2-3 Johan Absalonsen (102.), 2-4 Mart Lieder (117.)

SønderjyskE’s hold: Nikola Mirkovic – Alexander Bah, Stefan Gartenmann, Isak Oli Olafsson, Nicholas Marfelt – Marco Rojas (69./Peter Christiansen), Victor Mpindi (99./Rilwan Hassan), Christian Jakobsen (69./Mart Lieder) – Mads Hansen, Artem Dovbyk (88./Mads Albæk), Johan Absalonsen

Tilskuere: 673

Mads Hansen blev kåret som kampens spiller af Treffpunkt.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus