Anders Gormsen, 15. oktober 2019, kl. 17:29
Efter nederlaget mod Skanderborg, skal truppen forsøge at komme tilbage på sporet når vi onsdag aften spiller en yderst vanskelig udekamp mod GOG.
Efter en lidt svingende start har de gulblusede fra GOG fundet melodien. Både i den hjemlige liga og i Champions League, hvor det i weekendens opgør blev til en sejr over Wisla Plock. I Primo Tours Ligaen har holdet, ligesom os 8 point og selvom det senest blev til et nederlag på 36-32 mod Skjern så skal vi op på absolut højeste niveau for at hente point.
Vi ydede en skidt indsats i 40 minutter mod Skanderborg og det resulterede i et fortjent nederlag på 27-32 efter en kamp hvor vi ikke var tilstede, rent mentalt.
Sidste sæson vandt vi begge kampe mod GOG med 33-30 og det kunne da være sjovt hvis vi kunne fortsætte den stime.
Cheftræner Kasper Christensen glæder sig da også til kampen.
-Det er en af de sjoveste udebaner at spille på og jeg regner da med at med at det bliver en tæt og intens kamp. Vi har gode oplevelser fra sidste sæson så vi tror da på det.
-Desværre er Børm ude med karantæne så vi skal ud at finde nogle nye konstellationer i defensiven og angrebsmæssigt skal vi også have en anden mand på stregen når Sveinn skal have pause, så det er da et tab for os.
-Vi skal have afviklet vores angreb fornuftigt så vi kan komme hjem at stå i forsvaret og undgå deres stærke kontrafase.
-Vi har dog mere fokus på os selv end på GOG. I Skanderborg underpræsterede vi og derfor har vi stor fokus på at vi finder tilbage til vores dyder og får fight og intensitet ind i kampen. Så må vi se når kampen er slut om det har været nok til point.
GOG-SønderjyskE spilles onsdag d. 16. okt. kl. 19.00 i SU´VI:T Arena