Jacob Ravn, 2. november 2019, kl. 8:00
SønderjyskE er ubesejrede på udebane i denne sæson, og der skal en ny stor præstation til på søndag i Parken, hvis FC København skal besejres.
Ni gange har SønderjyskE spillet på udebane i denne sæson, og spillerne har fået noget ud af anstrengelserne på fremmed græs i alle kampe i efterårssæsonen 2019.
Den gode stime må meget gerne fortsætte på søndag, men der venter en stor opgave i Parken, hvor mestrene fra FC København tager imod.
– Det er mod en mastodont i dansk fodbold, som man kun kan have respekt for, siger cheftræner Glen Riddersholm.
SønderjyskE spiller den tredje kamp på en uge, men den slags er normalt for københavnerne, der også deltager i Europa League, hvor de på torsdag møder Dynamo Kiev.
– Den måde, de evner at spille tre kampe på en uge på, det er bemærkelsesværdigt, og det er noget, alle vi andre i dansk fodbold kun kan se op til, lyden rosen fra Riddersholm.
SønderjyskE kommer med en frisk udebanesejr i Sydbank Pokalen, da Brøndby IF i onsdags blev besejret 1-0, og cheftræneren håber, at de gode udebanetakter bliver taget med i Parken søndag aften.
– Vi skal vise den udebaneform, som vi har vist ind til videre, hvor vi er ubesejrede i pokalen og ligaen. Vi viste i Brøndby, at vi kan levere en god præstation, og det skal vi over og gentage på søndag, hvor vi møder et vanvittigt dygtigt fodboldhold. Vi skal igen vokse på det mentale og på vores præstation, og så må vi se, om det igen kan lykkes for os at få noget ud af anstrengelserne, siger Glen Riddersholm.
FC København-SønderjyskE spilles søndag klokken 18.00.