Jacob Ravn, 4. november 2019, kl. 10:00
Søndag den 10. november går turen til Aarhus, hvor AGF tager imod på Ceres Park. Her følger en omgang praktisk information om udekampen.
Den næste kamp i 3F Superligaen spilles søndag klokken 14.00 på Ceres Park i Aarhus, hvor AGF tager imod.
– Vi vinder altid i Aarhus, sidder du sikkert og synger nu, og sådan var det også en gang.
Vi har dog ikke vundet de seneste fire kampe i Aarhus, men det har været tæt hver eneste gang. 0-0, 2-2, 1-0 og 2-1 lyder de seneste resultater, mens vi senest vandt i Aarhus den 4. marts 2017, hvor Mikkel Hedegaard blev matchvinder i overtiden.
Vi kan derfor hurtigt blive enige om, at det er tid til en sejr igen – og med din støtte kan du være med til at bære os frem til et godt resultat.
Udeholdets fans er placeret i det ene hjørne i de afsnit, der hedder D5 og D6. Køb din billet til kampen her.
AGF har samlet information til udeholdets fans. Det kan læses her.
Tag med til Aarhus:
Som sædvanligt kan du tage med fanbusserne til udekampen. Det koster 150 kroner for medlemmer og 200 kroner, hvis du ikke er medlem – det er inklusiv en billet til kampen. Se mere her.
Som noget nyt sender fanklubben denne gang også en bus fra Tønder, hvor der desuden vil være opsamling i Bredebro, Løgumkloster og Agerskov. Det er til samme lave pris som den ”normale” supporterbus. Læs mere om den afgang her.
Hvis du kører selv er adressen: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus.
Kampen spilles søndag klokken 14.00.
Vi håber på ny, flot opbakning fra de lyseblå fans.