Søg

Olafsson er udtaget til kampe mod Italien og England

Jacob Ravn, 10. november 2019, kl. 11:08

SønderjyskE’s Isak Oli Olafsson skal spille en vigtig EM-kvalifikationskamp for Islands U21-landshold, der møder Italien på udebane. Herefter venter England i en venskabskamp.

Der er fart på fodboldtalenterne i Island, og SønderjyskE’s Isak Oli Olafsson er med, når ø-nationens U21-landshold nu skal vise, at de også er stærkere end Italien.

I øjeblikket ligger Island foran Italien i EM-kvalifikationen, og islændingene skal hente mindst ét point i den kommende kamp mod Italien, hvis de fortsat skal holde italienerne under sig i gruppe A.

19-årige Isak Oli Olafsson er igen udtaget til U21-landsholdet, hvor han har etableret sig som en fast mand på holdet, efter han er startet inde i de første fire kampe i EM-kvalifikationen. Den femte U21-kamp, han står noteret for, er i øvrigt fra en venskabskamp mod Danmark i sommer, hvor Olafsson fik fuld spilletid i sin debutkamp.

EM-kvalifikationskampen mod Italien spilles den 16. november på Stadio Paolo Mazza i Ferrara, hvor Serie A-holdet SPAL til daglig spiller sine kampe.

Efter kampen mod Italien venter endnu en interessant styrkeprøve for islændingene. Den 19. november gælder det en udekamp mod Englands U20-landshold – denne gang dog kun som en venskabskamp.

Isak Oli Olafsson er afsted med det islandske landshold fra den 13. til 20. november.

SønderjyskE ønsker tillykke med udtagelsen og held og lykke i de kommende kampe.

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus