Stig Kongsted, 1. december 2019, kl. 8:39
God sæsonafslutning for U19-liga
Efter sidste weekends flotte sejr mod FCK fortsatte U19-liga de gode takter i lørdagens kamp mod rækkens nummer to fra Vejle. Holdet kan nu gå på juleferie med et par gode præstationer i bagagen. Fra lørdagens kamp fortæller cheftræner Thomas Skou:
– Første halvleg var en kamp, hvor man tydeligt kunne se spillerne var trætte og manglede energi og overskud. Vejle førte derfor fortjent 0-1 ved pausen. Fra starten af 2. Halvleg kom de lyseblå drenge dog buldrende og udlignede hurtigt ved Jannick Liburd og kort tid efter kom 2-1 føringen på mål af Arman Taranis. Herefter kom Vejle tilbage i kampen, og det udlignende mål kom efter 75 minutter til slutresultatet 2-2.
Der har været flere tæt på- og lige ved kampe for U19-ligaholdet i efterårssæsonen, og Thomas Skou laver følgende status:
– Resultatmæssigt har det været et hårdt efterår for U19-holdet, der har tabt 6 af deres 12 kampe. Efteråret har været præget af rigtige mange skader, som har betydet at der har været rokeret en hel del på positioner og spillere. Der har været spilletid til alle 19 markspillere i truppen, samt to U17-spillere, og rigtig meget spilletid til mange førsteårs U19spillere, som er blevet kastet for løverne fra første kamp, hvilket de har klaret glimrende, og som har givet dem vigtig erfaring. Det er velfortjent, at drengene nu kan gå på juleferie med sidste weekends sejr over FCK, samt dagens ene point mod Vejle BK.
Fedt at præstationer har givet point her til sidst, slutter cheftræner Thomas Skou.