Søg

Absalonsen kan skrive historie i Horsens

Jacob Ravn, 15. december 2019, kl. 9:15

Johan Absalonsen er blevet sin skade kvit, og han kan derfor skrive sig i SønderjyskE’s historiebøger, hvis han søndag får spilletid i Horsens.

Johan Absalonsen sad ude med en skade i den seneste kamp mod EfB, men den 34-årige offensivspiller er igen klar til at trække i SønderjyskE-trøjen.

Hvis han søndag får spilletid i Horsens, vil det være hans Superligakamp nummer 164 for SønderjyskE, og han vil dermed være den spiller, der har optrådt flest gange for SønderjyskE i Superligaen. Lige nu har både Absalonsen og Henrik Hansen spillet 163 kampe for SønderjyskE i Superligaen.

Målt på spilleminutter er Absalonsen dog allerede i front. Ifølge statistiksitet superstats.dk har Absalonsen spillet 12.428 minutter for SønderjyskE i Superligaen, mens Henrik Hansen står noteret for 12.204 minutter.

Henrik Hansen er dog fortsat kamprekordholder i SønderjyskE, da han også spillede for holdet i 1. division, som ikke er medregnet i denne statistik. I alt fik Henrik Hansen 204 kampe for SønderjyskE, mens Absalonsen lige nu har spillet 181 inklusiv pokalkampe og europæiske kampe.

Johan Absalonsen er ikke langt fra at tage en anden Superliga-rekord i SønderjyskE. Tommy Bechmann er lige nu All Time-topscorer i SønderjyskE med 33 Superliga-mål, mens Absalonsen har lavet 31. Den næste på listen er i øvrigt Christian ”Greko” Jakobsen med 25 mål.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus