Søg

Absalonsen fik to rekorder – endnu en er tæt på

Jacob Ravn, 20. februar 2020, kl. 12:52

Johan Absalonsen skrev sig både i Superligaens og SønderjyskE’s historiebøger, da han spillede og scorede mod Hobro IK. Endnu en rekord er tæt på at komme i bæltet.

Det var sejren, der var det vigtigste, men for Johan Absalonsen blev søndagens 3-1-sejr over Hobro IK ekstra speciel.

Den 34-årige offensivspiller skrev sig nemlig ind i historiebøgerne – både i SønderjyskE og 3F Superligaen.

Det var Absalonsens Superligakamp nummer 164 for SønderjyskE, og han er dermed den SønderjyskE-spiller, der har optrådt flest gange for klubben i Superligaen. Absalonsen, der spillede hele kampen mod Hobro IK, overhalede dermed Henrik Hansen, der spillede 163 Superliga-kampe for SønderjyskE.

Henrik Hansen er dog fortsat kamprekordholder i SønderjyskE, da han også spillede for holdet i 1. division, som ikke er medregnet i denne statistik. I alt fik Henrik Hansen 204 kampe for SønderjyskE, mens Absalonsen lige nu har spillet 182 inklusiv pokalkampe og europæiske kampe.

– Det kan jeg ikke nå i denne sæson, så jeg må tage én mere, hvis jeg skal hente ham, griner Absalonsen.

I Superliga-regi blev det også til en anden rekord for Absalonsen i søndags. Det var hans første sæsonmål, og det betyder, at han nu har scoret i 16 Superliga-sæsoner, og dermed tangerer han Morten ”Duncan” Rasmussen, der også kom på tavlen i 16 sæsoner, inden han stoppede karrieren i sommer.

Absalonsen har altså to friske rekorder i bæltet, men han er tæt på endnu en i SønderjyskE.

Målet mod Hobro IK var Absalonsens Superliga-mål nummer 32 for SønderjyskE, og han er dermed lige i hælene på Tommy Bechmann, der er All Time-topscorer i Superligaen for SønderjyskE med 33 -mål.

– Den rekord tager jeg meget gerne med, og nu fik jeg jo hul på bylden mod Hobro, så den satser jeg på at nappe hurtigst muligt – og hvis det også kan være et mål, der giver os tre point, skal jeg ikke bede om mere, siger Johan Absalonsen.

SønderjyskE’s næste kamp er på søndag klokken 12.00, hvor FC Nordsjælland tager imod i Farum.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus