Anders Gormsen, 21. februar 2020, kl. 18:55
Torsdag aften skulle vi forsøge at hente den fjerde sejr i træk mod GOG, det lykkedes desværre ikke, da det blev til et nederlag på 25-33.
Vi kom lidt sløjt igang med kampen og var hurtig bagefter med 2-5, men fik bedre fat og midt i halvlegen var vi på 6-8. Desværre sneg der sig alt for mange fejl ind i vores spil og det udnyttede et kynisk udehold til at trække fra og med 6 minutter tilbage af halvlegen viste tavlen 10-16 og ved pausen 12-17.
Fra starten af de sidste 30 minutter kom vi bedre igang og Oscar Sunnefeldt smed halvlegens to første scoringer ind til 14-17 og de 2125 tilskuere i Broager Sparekasse Skansen vejrede et lyseblåt comeback. Desværre hobede fejlene sig igen op og selvom der blev prøvet forskellige tiltag fra bænken, blandt andet med spil 7 mod 6, lykkedes det ikke at komme tættere på end 24-28 og det hele endte med et nederlag på 25-33.
Målscorere for SønderjyskE
Oscar Sunnefeldt og Aaron Mensing hver 5, Jon Andersen og Frederik Ladefoged hver 4, Arnar Birkir Hálfdánsson 3, Sveinn Johannsson, Frederik Børm, Alec Smit og Mikkel Kjær Møller hver 1.