Jacob Ravn, 17. marts 2020, kl. 17:55
SønderjyskE-spillerne selvtræner og får det meste af tiden til at gå derhjemme, mens 3F Superligaen ligger stille. Vi bringer de næste dage en hilsen hjemmefra fra en af spillerne – vi starter med Alexander Bah.
– Hvordan holder du formen ved lige i disse dage?
– Jeg træner hver dag på vores kunst efter et specifikt program, jeg får af Yannick (Durand, fysisk træner, red.) dagen inden, og når jeg kommer hjem, har jeg lånt udstyr fra klubben, så jeg kan styrketræne, selvom styrkedelen selvfølgelig ikke er helt optimalt.
– Hvad laver du, når du ikke træner?
– Lige for tiden laver jeg ikke så meget. Min kæreste er ikke kommet hjem fra sin rejse endnu, og jeg kan ikke rigtig ses med nogen fysisk, så det er nok over gamer-verdenen, jeg får plejet mine sociale relationer.
– Har du et forslag til, hvordan man kan fordrive tiden?
– Når jeg har været sammen med familien, så står den på brætspil, Sequence, Partners, og hvad der ellers er, og så kan jeg klart anbefale alle film med Russel Crowe. Dem er der også gået lidt timer med.
– Hvad savner du mest fra omklædningsrummet?
– Jeg savner stort set alt ved omklædningsrummet. Snakkene, spilleriet og selvfølgelig træningen med de andre. Når man går i en verden, hvor man tænker fodbold 24-7, så kan det være svært lige pludselig at skulle omstille sig, men det har også været rart at kunne sætte livet i perspektiv og blive mindet om, at der er vigtigere ting end fodbold.
– Billedet viser meget godt, hvordan jeg kommunikerer med mine venner og holdkammerater. Den står typisk på noget Fortnite med Jeppe Simonsen om aftenen, hvor min i forvejen rigtig dårlige tålmodighed bliver sat på prøve, da Jeppes kvaliteter tydeligvis og heldigvis er på banen og ikke over Fortnite.