Søg

SønderjyskE tabte den sidste test på Millerntor

Jacob Ravn, 6. september 2020, kl. 15:50

FC St. Pauli vandt 1-0 over SønderjyskE i søndagens træningskamp på Millerntor-Stadion i Hamborg. På fredag bliver det alvor mod FC Midtjylland i 3F Superligaen.

Rammen var intet mindre end fantastisk, da SønderjyskE søndag eftermiddag spillede træningskamp mod FC St. Pauli.

Det legendariske kultstadion Millerntor lagde græs til træningskampen i Hamborg  – desværre uden tilskuere i disse Covid19-tider, hvor restriktionerne er endnu strammere i Tyskland end i Danmark.

SønderjyskE kom godt fra start, og allerede efter et minuts spil var Marc Dal Hende tæt på at heade et indlæg fra Johan Absalonsen i mål, men det blev lige ved og næsten.

Halvlegens største SønderjyskE-chance tilfaldt Anders K. Jacobsen efter et kvarters spil, men fra feltkanten skød han lige forbi den fjerneste stang, da han sparkede første gang på Absalonsens aflevering.

Hjemmeholdet kom bedre med, og efter en halv time bragte Boris Tashchy FC St. Pauli i front, da han kom godt igennem SønderjyskE-defensiven med kvikke kombinationer.

I begyndelsen af anden halvleg var St. Pauli tæt på af et par omgange, men Lawrence Thomas stod godt i vejen i målet.

Med et kvarter tilbage af kampen var Absalonsen/Dal Hende igen på færde. Et velplaceret hjørnespark fra Absalonsen endte i panden på Dal Hende, der med stor styrke headede mod mål, men Robin Himmelmann hev en stor redning frem på stregen. Tæt på.

Et frispark fra Julius Eskesen sneg sig lige over mål til sidst, men mere blev det ikke til denne eftermiddag på Millerntor. SønderjyskE har nu fire træningsdage til at forberede sig yderligere frem mod fredag, hvor det bliver alvor mod FC Midtjylland på Sydbank Park i 3F Superligaen.

Kampen i tal
FC St. Pauli – SønderjyskE 1-0 (1-0)
1-0 Boris Tashchy (29.)

Vores startopstilling: Lawrence Thomas – Stefan Gartenmann, Pierre Kanstrup, Patrick Banggaard (71./Isak Olafsson) – Johan Absalonsen, Rilwan Hassan (86./Roni Arabaci), Victor Mpindi (71./Rasmus Vinderslev), Mads Albæk (59./Peter Christiansen), Marc Dal Hende – Julius Eskesen, Anders K. Jacobsen (71./Haji Wright)


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus