Søren Pabst, 23. august 2016, kl. 14:06
Af Rasmus Andersen
Der var engang en drøm om et europæisk eventyr. Nu skal det sidste slag stå. Skal drømmen leve videre i et historisk gruppespil, eller bliver sidste kvalrunde slutningen for vores lyseblå superhelte.
Modstanderen er som bekendt den tjekkiske storklub Sparta Prag. Tjekkerne har været rigtig stærke på hjemmebane, men de har samtidig et publikum, der er vant til mere end bare kvalrunder, så der hersker ingen tvivl om, at der er et enormt pres på værterne.
I første opgør tog SønderjyskE et fornuftigt skridt mod et kæmpe mirakel, som en samlet sejr vil være. 0-0 er et resultat, der betyder, at 1 mål på udebane vil tvinge Sparta Prag til at vinde kampen for at gå videre, så vi håber på, at vi har taget målnæsen fra de to tidligere europæiske udekampe med, hvor vi har lavet 4 mål i 2 kampe.
Hold øje med deres mand:
David Lafata
Vi havde fokus på ham sidst, uden at han kom på banen, om det var på grund af en skade, vides ikke.
Ihvertfald ser Lafata ud til at være tilbage på banen og lysten til at score mål er der tydeligvis stadig trods alderen. 2 mål i weekendens 3-0 sejr mod Jablonec vidner om en mand der ikke har tænkt sig at være flink, hvis han får chancen for at putte kuglen i kassen torsdag aften.
Hold øje med vores mand:
Den tolvte mand
Udebaneturene til både Norge og Polen bød på stor opbakning fra de lyseblå tilhængere. Den opbakning kan betyde forskellen på en sejr og et nederlag. Der har været stor interessse for billetter til kampen med både sponsorbus og fra folk, der tager turen selv. Opbakningen kan være den afgørende faktor når bolden skal det sidste stykke ind og målstregen, så vi håber på at se et oplagt udebaneafsnit til kampen på torsdag.
Det siger vi inden kampen: –
“Vi griber kampen an på samme måde som på hjemmebane. Vi skal ud og gøre det, vi er gode til; stå godt på banen og holde dem fra at skabe chancer. Selvfølgelig skal vi være knivskarpe, når vi får nogle kontramuligheder, fordi jeg tror, det bliver en dobbelt så svær kamp, som det var, da vi spillede mod dem på hjemmebane”, siger Johan Absalonsen til bold.dk
Kampen spilles torsdag aften kl. 20.00 i Prag.