Søren Pabst, 19. november 2017, kl. 17:50
Af Rasmus Andersen
Lyseblå himmel over Sydbank Park varslede gode ting for SønderjyskE, der i dag var iklædt speciallavede Henrik Hansen trøjer.
De gode varslinger skulle ikke vente længe på at blive indfriet.
Marc Pedersen erobrede bolden i højre siden og tog et godt løb. Indlægget lignede i første omgang, at det kom for tæt på Robin Olsen, men i stedet ramte bolden overliggeren, og dumpede ned for fødderne af Greko, der hamrede bolden i kassen allerede efter 1 minut og 11 sekunder. Dermed var det altså den nye nummer 8, der fejrede den tidligere nummer 8 Henik Hansen.
I det 8. minut viste tilskuerne deres respekt og sendte en tak til Henrik Hansen, da man klappede taktfast i 1 minut.
SønderjyskE sad på indledningen efter scoringen, men langsomt vågnede løverne op, og kom bedre med i kampen.
Ankersen og Rasmus Falk fik meget plads i højresiden, men kom ikke frem til andet end et par indlæg, der dog blev afvist af SønderjyskE defensiven.
Modsat lurede Greko og Uhre på kontraangreb. Med hjælp fra Kløve og resten af midtbanen kom der flere gode løb og indlæg. Men det var først, da SønderjyskE fik et hjørnespark, efter en Mikael Uhre afslutning, at der kom flere mål.
Kort frispark i venstre ledte til en flad bold til Kløve, der med fikse driblinger kom ind i feltet og afsluttede mod fjerneste stolpe. Inde foran kunne Marc Pedersen få tåspidsen på, og gøre det til 2-0, og så var der virkelig god stemning på Sydbank Park!
Kort efter scoringen fik både Pieros Sotiriou og Marc Pedersen et gult kort, efter de to havde haft et par dueller, hvor de to kamphaner blev ved med at støde ind i hinanden.
FC København havde svært ved at trænge igennem SønderjyskEs defensiv i dag, hvor de to angribere havde det meget svært mod Marc Pedersen og Kees Luijckx. Især på fysikken blev FC København matchet godt og fik mere end kamp til stregen.
Den defensive indsats holdt gæsterne helt fra fadet, og dermed kunne vi gå til pause med en 2-0 føring.
Efter pausen kom FC København længere frem i presset. Rasmus Falk var igen på spil, da han blev nedlagt på kanten af feltet af Stefan Gartenmann, der måtte trække et gult kort. Indlægget blev dog afvist.
Modsat spillede SønderjyskE med mere omtanke og ro. Der blev ikke satset på hurtige bolde på samme måde som i første halvleg, men i stedet fik vi mere ro på bolden i offensiven.
Efter 56 minutter var det tæt på at gå galt, da en flad bold inde foran blev rettet mod mål, men Sebastian Mielitz kunne nemt samle bolden op på stregen.
FC København brugte alle 3 udskiftninger offensivt, hvor blandt andet Martin Pusic kom på banen. Netop Pusic fik gæsternes største chance, da han tæt under mål fik headet, men bolden havnede lige i hænderne på Mielitz.
Kløve, der assisterede 2-0 målet, fik mulighed for en afslutning fra kanten af feltet efter 74 minutter, der tvang Robin Olsen ud i fuld længde, men det blev ved 2-0.
Da vi trådte ind i kampens sidste 10 minutter pressede FC København for alvor på. I flere omgange spillede FC København bolden rundt i og omkring feltet, men uden for alvor at blive farlige. Gang på gang kom en SønderjyskE spiller i vejen og fik clearet. Hvilket tog meget af pusten fra gæsterne.
Med 5 minutter tilbage kom så den helt store chance til FC København. Sotiriou tog bolden ned i feltet og var alene med Sebastian Mielitz. Afslutningen var flad og yderlig, men Mielitz trak det længste strå med en glimrende redning med foden inde han nemt kunne samle bolden op.
Tilskuerne kårede Marc Pedersen som kampens spiller i en kamp, hvor 5-6 spillere sagtens kunne have fået den titel.
I det 88. minut blev festen på Sydbank Park så total. Kløve modtog bolden på kanten af feltet, og denne gang sparkede han efter det lange hjørne. Et fremragende skud fra Kløve strøg helt op i krydset og så stod den hele 3-0 til SønderjyskE!
Mere blev det ikke til og SønderjyskE vinder for første gang i historien over FCK i Superliga sammenhæng!
Tak for den enorme støtte! Nu gælder det udekampen mod Randers FC på fredag!