Jacob Ravn, 25. juli 2019, kl. 7:30
Resultaterne på udebane skal forbedres i denne sæson, og opskriften må godt være simpel, mener Johan Absalonsen.
I sidste sæson var resultaterne markant bedre hjemme på Sydbank Park, end de var på udebane, og Johan Absalonsen håber på, at kampene på fremmed græs kaster bedre resultater af sig i indeværende sæson.
Fredag aften venter en ny udekamp – denne gang er det Lyngby Boldklub, der tager imod – og Johan Absalonsen håber, at SønderjyskE kan få skabt bedre udebaneresultater her fra sæsonstarten.
– Det bliver endnu en test for os som hold. Vi var ikke så glade for udebanerne i foråret, og det er noget, som vi skal arbejde på at blive stærke i. På udebane kan du ikke regne med at spille sprudlende fodbold. Det bliver tit noget kontra og mere simpelt spil, end det gør på hjemmebane, når det hele kører.
– Det bliver en omstilling, at vi skal være gode til at kende det, vi er gode til, når vi er på hjemmebane, og så i særdeleshed kende det, vi er gode til, når vi er på udebane. Det bliver tit mere simpelt, og det skal vi også acceptere.
– Lyngby vil også godt spille fodbold, og de kommer til at have bolden meget på fredag, så det skal vi acceptere og spille ud fra de præmisser, at det måske er på kontra, at vi skal vinde den kamp, siger Johan Absalonsen.
Kampen i Lyngby spilles fredag klokken 19.00. Du kan købe billet til udebaneafsnittet her.