Søg

Avancement i pokalen på hjemlig udebane

Rasmus Andersen, 28. november 2017, kl. 20:54

Af Rasmus Andersen

I aftenens kamp mellem Jammerbugt FC og SønderjyskE var SønderjyskE officielt udehold, men kampen blev, efter udsættelse på grund af vand på banen i Pandrup, flyttet til Sydbank Park.

Jammerbugt FC forsøgte fra start at sætte SønderjyskE under pres i bagkæden, hvilket lynhurtigt fremtvang kampens første hjørnespark til Jammerbugt FC. Hjørnesparket blev afviklet inden der var spillet 1 minut, men Sebastian Mielitz kom sikkert op og greb bolden.

Efter lidt spil frem og tilbage fik SønderjyskE bedre fat i bolden og det skulle hurtigt udløse kampens første scoring.

Greko løb til baglinjen, hvor han sendte bolden fladt tilbage i feltet. Bolden passerede ud på kanten af feltet, hvor Ekani modtog bolden. Herfra snurrede Ekani rundt om sig selv og en modstander, og afsluttede resolut uden chance for Jammerbugt FC målmanden. 1-0 til SønderjyskE efter 12 minutter.

Efter 22 minutter startede et godt SønderjyskE angreb, da Mikael Uhre modtog et indkast fra Mikkel Hedegaard, vendte rundt, og selvom der blev lavet frispark på Uhre, fortsatte han og fik prikket bolden, inden endnu et frispark blev lavet. Dommer Kehlet lod spillet fortsætte, da Jeppe Simonsen havde muligheden for at lade fordelen gælde. Desværre blev indlægget for uskarpt og sejlede ud over baglinjen.

Efter 24 minutter blev det så 2-0. Et hjørnespark fra Niki Zimling blev lagt over på bagerste stolpe, hvor Mikkel Hedegaard headede bolden tilbage i feltet, og så kunne Kees Luijckx nemt sætte panden på bolden og fordoble føringen.

Efter 30 minutters spil fik Mads Hvilsom et gult kort for en for voldsom tackling midt på banen. Det førte til et frispark, der dog sejlede ud over baglinjen.

Efter 32 minutter var der mål igen. Mikael Uhre opsnappede en løs bold på baglinjen, hvorefter han fandt Philip Zinckernagel i feltet, og med et par fikse driblinger var han fri til skud. Det kunne Jammerbugt FC ikke stille noget op imod, og så stod der 3-0 på Sydbank Park.

Jammerbugt FC forsøgte desperat at bringe sig tilbage i kampen. Et par sporadiske langskud testede Mielitz, eller strøg langt over, men ellers stod der SønderjyskE på det hele.

Kort før pausefløjt kom Jammerbugt FC frem til en afslutning i venstre side af feltet. Bolden blev dog overplaceret og strøg et godt stykke over mål. I stedet var Jeppe Simonsen lige ved at komme igennem i højresiden med et flot drive. Bolden blev dog blokeret foran mål, og så kunne dommer Kehlet fløjte til pause.

I pausen skiftede SønderjyskE Eggert Jonsson ind i stedet for Niki Zimling.

Kort inde i anden halvleg kom Mielitz på sin første rigtige prøve, da et hovedstød var ved at snyde den tyske målmand. Heldigvis nåede Mielitz dog akkurat bolden under overliggeren og vippede bolden ud til hjørnespark.

Jammerbugt FC forsøgte sig mere fremadrettet i anden halvleg. Igen var det mest på langskud, men også på dødbolde forsøgte Jammerbugt FC, at true SønderjyskE. Men Kees Luijckx og Sebastian Mielitz var for stærke i luftspillet og kunne nemt afværge de fleste trusler.

I løbet af anden halvleg fik både Stefan Gartenmann og Rasmus Vinderslev lov til at komme på banen. De afløste henholdsvis Mikkel Hedegaard og Anders Egholm.

Efter 79 minutter forsøgte Mikael Uhre også at bringe sig på tavlen, da han med en fladt skud langt udefra testede Jammerbugt FC. Desværre for Mikael strøg bolden et stykke forbi den fjerneste opstander.

Med ti minutter tilbage fik de fremmødte tilskuere gang i den sædvanlige Sønder-JyskE, mellem de to langsider. Flot opbakning fra de 1548 tilskuere på Sydbank Park.

Efter 82 minutter kom der så en reducering fra Jammerbugt FC. Et frispark blev snedigt sendt ind forrest i feltet, hvor Lasse Steffensen afsluttede fra en spids vinkel og lige præcis fik sendt bolden forbi Sebastian Mielitz i målet. 3-1.

Efter 88 minutter var Mads Hvilsom også tæt på, at komme på tavlen. En afslutning langt ude fra gav store problemer for målmanden, der måtte give hjørnespark.

Det kom ikke fra hjørnesparket, men umiddelbart bagefter var der mål til SønderjyskE igen. Stefan Gartenmann afsluttede først ind i en blokade af forsvarsspillere, hvorefter han selv fulgte op på riposten og denne gang var der mål. Første mål for Gartenmann i SønderjyskE trøjen. 4-1 efter 89 minutter på Sydbank Park.<

Mere blev det ikke til i dagens pokalkamp! Nu venter de sidste 2 ALKA superliga kampe inden vinterpausen og så er der en kvartfinale på menuen i foråret!


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus