Jacob Ravn, 13. april 2019, kl. 14:30
Alexander Bah er kommet sig helt oven på sin skade og glæder sig til, at SønderjyskE skal spille tre spændende kampe på en uge.
SønderjyskE-spillerne ved nok, hvad de skal bruge påskedagene til.
Mandag aften spiller holdet hjemme mod AGF, torsdag gælder det samme modstander på udebane, og søndag venter AC Horsens på udebane.
I første omgang gælder det hjemmekampen mod AGF, og Alexander Bah glæder sig.
– Det bliver en fed kamp. Det er en kamp, der betyder meget, og det glæder vi os til, og vi glæder os til at komme ud og revanchere os efter sidste weekend. Det bliver en hård kamp, men jeg føler, at vi har forberedt os godt og er klar på at møde dem, siger Bah.
Tre kampe på en uge er heller ikke noget, der forskrækker den 21-årige offensivspiller.
– Personligt synes jeg, det er skide fedt, og jeg glæder mig sindssygt meget. Det er tre kampe, der betyder meget, og det er bare en fed uge, vi går ind til.
Det er nu over en måned siden, at Alexander Bah fik comeback efter den skade, han pådrog sig i december. Han fik senest 90 minutter mod Vejle og føler sig igen helt frisk, så ugens tætte kampprogram kan bare komme an.
– Jeg mærker ikke noget til anklen, så det er sindssygt dejligt, og rent formmæssigt føler jeg også, at jeg er ved at være tilbage på toppen, så det er fedt, siger Alexander Bah.
SønderjyskE spiller mandag klokken 19.00 hjemme mod AGF. Køb billet til kampen her.