Jacob Ravn, 14. august 2018, kl. 19:30
Alexander Bah spillede en god halv time, da han mandag fik debut for SønderjyskE i Esbjerg.
Knap en uge skulle der gå, fra 20-årige Alexander Bah skrev kontrakt i SønderjyskE, til han fik debut i superligaen.
Det skete, da offensivspilleren afløste Mads Hvilsom i mandagens kamp i Esbjerg med godt en halv time tilbage af opgøret.
– Det var fedt at debutere. Det er noget, jeg har drømt om i lang tid. Men jeg er lidt ked af, at min debut skulle ende med et nederlag, og det tager lidt af glæden væk, men så får vi forhåbentligt en sejr på fredag, siger den nye SønderjyskE-spiller.
Der har været mange indtryk for det unge stortalent, men det har været nemt for ham at falde til i klubben.
– Det har været fedt. Alle holdkammeraterne har taget godt imod mig, det er et super fedt omklædningsrum at være i, og jeg kan lide måden, Claus og Niels (Nørgaard og Lodberg, red.) træner på. Jeg er bare super glad for at være her, siger Bah med et stort smil.
Nu gælder det Vendsyssel
Fra HB Køge-tiden kender han fredagens modstander, Vendsyssel FF, og han ved derfor, hvad der venter SønderjyskE i superligakampen.
– Det bliver en svær opgave. Jeg har mødt dem et par gange de seneste år i 1. division, og det er et hold, der har rigtig meget fart, og som er sindssygt gode i omstillinger, så der skal vi passe på. Men jeg ved også, at vi kan vinde over dem, hvis vi viser, at vi er det hårdtarbejdende hold, som vi er, og viser den kvalitet, som jeg ved, vi har, mener Bah.
Efter debuten i Esbjerg glæder han sig nu til at løbe ind på Sydbank Park, som han har fået et godt indtryk af.
– Nu har jeg set det lidt inden, jeg skiftede til klubben, og jeg synes, det er et fedt stadion, og der er mange, der bakker op om holdet. Det er også en af grundene til, at jeg synes, det er fedt at spille her. Jeg forventer, det bliver en fed kamp på fredag, og jeg håber, der kommer mange tilskuere og bakker os godt op, siger Alexander Bah.