Kell Haugaard, 19. september 2017, kl. 9:54
Egholm tilbage i SønderjyskE
De sønderjyske fodboldfans kan glæde sig til et gensyn med en gammel kending, forsvarsspilleren Anders Egholm, der har underskrevet en kontrakt som løber resten af indeværende sæson. Den 34årige forsvarskæmpe kom fra Herfølge til SønderjyskE i 2007, hvor han spillede knapt tre sæsoner. Det er siden blevet til tre sæsoner i henholdsvis Randers og Hobro, og senest har Egholm været på kontrakt i Vejle.
Superligaholdets anfører Marc Pedersen er ude med en længerevarende ankelskade, og der var ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen derfor brug for et alternativ til midtstopper positionen her og nu:
– Anders Egholm er en både erfaren og intelligent spiller, og så er han er en ledertype, som altid går foran med sit eksempel. Det lyser ud af ham, at han bare vil vinde alle kampe. Vi har tidligere haft fornøjelsen af ham i klubben, og ved, hvad han står for. Han har trænet med truppen i nogle dage, og med hans indsats i dagene på træningsbanerne og senest i reserveligakampen i mandags kan vi se, at han stadig har et fint niveau. Ikke mindst kan han også give en masse til miljøet og kulturen i klubben, fastslår Hans Jørgen Haysen.
Anders Egholms kontrakt med SønderjyskE løber til den 30. juni 2018.
Fakta Anders Egholm
Alder: 34 år (15.05. 1983)
Højde: 189 cm.
Position: Central forsvarsspiller
Kontrakt: 30. juni 2018
Tidligere klubber: Esbjerg fB, Herfølge BK, SønderjyskE, Randers FC, Hobro IK, Vejle Boldklub.