Stig Kongsted, 12. oktober 2019, kl. 21:51
U17-liga spillede 1-1 i uskøn kamp.
Det blev langt fra en køn kamp med poleret fodbold mod Aab i dag. Grundet den megen regn var kampen flyttet ud på en af de bagerste baner, som dog heller ikke var noget at råbe ”hurra” for.
Spillet blev derefter, men HFK/SønderjyskE leverede en godkendt første halvleg, hvor Aab startede langt tilbage i banen. Tobias Ryborg bragte holdet foran 1-0 inden pausen.
Efter pausen var det HFK/SønderjyskE der faldt langt tilbage i banen, og de overgav dermed initiativet til Aab, hvilket midt i halvlegen resulterede i udligningen på straffespark.
Cheftræner Thomas Thinggard havde følgende kommentar efter kampen:
-Det blev en uskøn kamp på en svær bane, hvor jeg synes, vi håndterede det bedst i 1. halvleg. I 2. halvleg faldt vi alt for langt tilbage og gav AaB initiativet samtidig med, at vi blev for direkte. Vi tillod dog ikke modstanderen nogle store chancer, og derfor tillader vi os at være skuffede over, at vi ikke får 3 point.
U17 spiller næste gang den 19. oktober kl. 15.15 i Herning mod FC Midtjylland.
Foto: Målmand Philip Østerbæk, der leverede en stabil indsats for U17-ligaholdet
U15 tabte trods godt spil
U15-liga tabte deres kamp mod Aab med 5-2, efter at de var bagud 4-1 ved pausen.
-Vi spillede i dag en rigtig, rigtig flot kamp, hvor vi i store dele af kampen dominerede AaB. Vi havde mange utrolig store chancer, men desværre må vi igen stå og snakke om kynisme i felterne, hvor AaB straffede vores personlige fejl, som bare blev kampafgørende.
Efter vi kom bagud 0-2, kom vi på 1-2 af Noah Musaefendic, som fik en direkte aflevering af AaB målmanden og scorede sikkert. Efter pausen havde Julius Beck et drømmehug uden lige til 2-5.
Alt i alt en virkelig god kamp af drengene, men kynismen manglede, fortalte assistenttræner Mathias Wael efter kampen.