Per Jessen, 28. februar 2017, kl. 12:59
Sæsonkortholder Ejvind Trærup er vores nye klummeskribent. Han skriver om stort og småt set fra plads L 125 på Pro Tech CNC Tribunen. Holdningerne er skribentens egne.
Efter en flot fodboldkamp mod Brøndby på Sydbank Park i søndags mistede SønderjyskE – i hvert fald midlertidigt – den vitale 6. plads, nu hvor der kun resterer 3 kampe, inden det hedder mesterskabsspil eller gruppespil.
Men hvor var det dog en forrygende fodboldkamp, som de lyseblå burde have vundet, men de berømte marginaler og manglende skarphed i felterne gjorde, at de blå-gule hjemførte de 3 point til Vestegnen. Efter 7 minutter kunne Brøndby have ført 2-0, og efter 21 minutter kunne SønderjyskE have ført med 3-0!
Der var flugt og fart over feltet fra start, og SønderjyskE spiller som regel godt mod hold som Brøndby, FCK og FCM, hvis selvforståelse tilsiger dem at spille deres eget spil i et forsøg på at dominere modstanderen. Sønderjyske spillede imidlertid i denne kamp i alle spillets facetter med et udtryk, som lover godt for de kommende vigtige kampe.
Efter Brøndbys dominans med flot boldomgang i de indledende minutter, viste de lyseblå, at de sandelig også kunne spille dynamisk og flot fodbold og skabe et hav af chancer – se blot kampstatistikken på Superliga.dk, hvis nogen skulle være i tvivl.
De kommende uger bliver det spændende at følge, om pilen peger mod mesterskabsspil, som vil være den den ultimative vaccination mod nedrykning, eller om det går i retning af et gruppespil med efterfølgende knald eller fald kampe!
Skulle de nuværende placeringer holde efter 26 kampe, vil SønderjyskEs 7. plads betyde et gruppespil imod FCN, AGF og Viborg (10.,11. og 14. plads), men det ændrer sig jo i takt med, at kampene i de resterende runder afvikles, ligesom vi måske kan finde tilbage i top 6 og glemme alt om gruppespilskombinationer. Ønskescenariet kunne være 2 udesejre mod henholdsvis AGF og OB, hvorefter vi som minimum kan afgøre det hele med en sejr over den potentielle direkte modstander Randers FC på Sydbank Park den 19. marts. SønderjyskE har jo tidligere sammensat sejrsrækker på både 3,4 og 5 kampe, så hvorfor ikke?
Ellers tales der jo om en tiltagende tilskuerkrise i Superligaen. AaBs tilbagevenden til top 6 er måske en indikation på, at traditionsklubberne er ved at finde deres fodboldben igen efter en årrække med utilfredsstillende placeringer. I lighed med klubber som OB og AGF fra nogle af Danmarks største byer bør de finde deres plads i toppen af Superligaen og med deres budgetter og opbakning være med til at gøre det svært for FCK og Brøndby at dominere så meget, som det er tilfældet i øjeblikket.
Når storklubberne også bliver topklubber vil tilskuertallene uvægerligt stige. I den forbindelse er det værd at nævne, at kampen mellem SønderjyskE og Brøndby havde seneste rundes absolut højeste tilskuertal med 6.038 fremmødte – også takket være et flot fremmøde af Brøndby fans!
Retfærdigvis kvitterede de to holds spillere og ved at levere rundens flotteste og mest underholdende kamp, og det er jo nok også et forhold, der kan trække Superligaen ud af tilskuerkrisen.
Det SønderjyskE hold, vi så I søndags, har under alle omstændigheder fortjent en stor opbakning i alle forårets kampe – de fortjener al mulig støtte i bestræbelserne på, at vi fortsat kan se Superligabold på Sydbank Park.
Ejvind Trærup
Plads L 125 Pro Tech CNC Tribunen