Søg

2-1 sejr sikrer godt udgangspunkt

Rasmus Andersen, 14. juli 2016, kl. 20:56

Af Rasmus Andersen

For første gang nogensinde skulle der spilles Europa League på Sydbank Park.

Modstanderen var som bekendt norske Strømsgodset.

Kampens indledning var hektisk, med mange nærkampe og lange bolde ned bag de to hold forsvar. Fysisk startede SønderjyskE bedst, hvor man vandt mange dueller.

Efter 9 minutters spil brugte Bechmann netop sin fysik til at afvise en forsvarspiller i kampen om bolden. Bechmann drev bolden mod hjørneflaget, og da han så løbene i feltet smækkede han bolden mod bagerste stolpe, hvor en fremstormende Troels Kløve fandt det perfekte tilløb. Fra Kløves pande gik bolden først i græsset, og derefter ind i netmaskerne til en drømmestart for SønderjyskE. 1-0 og Sydbank Park var i ekstase.

Glæden var dog kortvarig. Strømsgodset satte alt ind på en hurtig udligning, og det var netop hvad de fik efter 16 minutter. En flad bold i feltet blev blokeret, men desværre havnede bolden for fødderne af Strømsgodsets topscorer Marcus Pedersen, der hamrede bolden ind bag en sagesløs Marin Skender.

Efterfølgende dalede tempoet i kampen, hvor begge hold nu skulle omstille sig fra defensiv til offensiv, og omvendt på den anden side af bolden.

Simon Kroon fortsatte de gode takter fra træningskampene. Han var konstant udfordrende og hurtig på bolden. Desværre for Kroon var slutproduktet ikke til at finde i første halvleg. Simon havde ellers to gode muligheder på frispark, men de to forsøg havnede henholdsvis i hænderne på Strømsgodsets målmand, og i muren.

Anden halvleg startede forsigtigt fra begge mandskaber, men efter 5 minutter af anden halvleg var kampen ved at eksplodere. Første fik Strømsgodset et frispark højt på banen i venstre side. Bolden blev forlænget af Marcus Pedersen og tæt inde foran mål dirigerede en Strømsgodset spiller bolden i mål. Efter 5 sekunders ærgelse gik det pludselig op for spillere og tilskuere, at linjedommeren vinkede for offside, hvilket Marin Skender hurtigt udnyttede.

Skender satte bolden lynhurtigt i spil og pludselig gik det fra bagud 1-2 til en kontra og muligheden for at komme foran med 2-1. Kløve drev bolden frem og forsøgte sig med indlægget, der dog blev blokeret. Med i kontraen kom Marc Dal Hende, der fik bolden i et overlap og sendte endnu et indlæg afsted, denne gang blev bolden afvist ved forreste stolpe og gik ud til hjørnespark, og her stoppede dramatikken ikke.

Hjørnesparket havnede tæt under mål, hvor flere spillere væltede, og en helt fri SønderjyskE spiller fik afsluttet, men bolden blev reddet på stregen. Der blev dog fløjtet for et frispark til Strømsgodset tæt under mål, som følge af alt den tumult, der var opstået med de mange væltede spillere.

Herfra gik kampen ind i en mindre hektisk fase, en de seneste 60 sekunder, men stadig med masser af offensivt spil fra begge mandskaber. Troels Kløve blev erstattet af den unge Casper Olesen efter 56 minutter.

Efter 62 minutter trådte en gammel (ung) kending tilbage på græsset på Sydbank Park. Mikael Uhre erstattede Marcel Rømer, hvilket virkelig var en indikator for, at Jakob Michelsen ikke ville stå tilbage og være defensive i resten af kampen. Uhre lignede fra start en mand med en mission, den mission måtte dog vente lidt.

Kampen bød også på lidt ubehagelig dramatik da Marin Skender måtte ud i en fantastisk redning for at redde et langskudsforsøg. I sin redning ramte Skender meget uheldigt stolpen, og måtte til behandling. Heldigvis rejste Marin sig, og han kunne fortsætte kampen.

Også Nicolaj Ritter fik sin debut for SønderjyskE, da han erstattede Tommy Bechmann efter 75 minutter.

Efter 82 minutter vender vi så tilbage til Mikael Uhres mission. Uhre gled let af på en forsvarspiller, der ikke så for heldig ud, og var pludselig alene igennem. Den unge Uhre viste ingen tegn på nerver og trillede bolden forsigtigt ind i det lange hjørne til kæmpe jubel på Sydbank Park! Det navn har de virkelig glædet sig til at råbe på lægterne.

Mod slutningen af kampen lod det til at Strømsgodset gjorde sig tilfredse med kampen og deres ene udebanemål.

Kampen sluttede 2-1 til SønderjyskE og dermed et udemærket udgangspunkt inden returkampen i Norge om en uge.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus