Søg

Farvel og tak til SønderjyskE-trio

Jacob Ravn, 15. december 2019, kl. 18:17

Danny Amankwaa, Marco Rojas og Frederik Schram stopper alle i SønderjyskE, når deres kontrakter udløber til nytår.

Søndag spillede SønderjyskE årets sidste kamp i 3F Superligaen, og spillerne bliver nu sendt på juleferie frem til 6. januar.

Tre spillere har kontraktudløb til nytår, og nu ligger det fast, at de ikke længere er en del af truppen, når 2019 bliver til 2020.

Det drejer sig om Danny Amankwaa, Marco Rojas og Frederik Schram.

– Vi anså det som lidt af et scoop, da vi hentede Amankwaa i skotske Hearts sidste vinter, men det er desværre ikke helt gået, som både han og vi forventede. Han har nogle åbenlyse kompetencer, men der har også været nogle ting, han skulle lægge på sit spil, men det er vi ikke rigtig lykkedes med, og derfor har han ikke fået den rolle, vi havde håbet på. Vi takker ham for indsatsen i den lyseblå trøje og ønsker ham held og lykke fremover, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

Det blev også til et år i SønderjyskE-trøjen for newzealandske Marco Rojas.

– Vi har ikke lagt skjul på, at vi gerne ville forlænge kontrakten, og det har også været tæt på, men i sidste ende kunne vi ikke nå hinanden, og sådan går det nogle gange. Han er en teknisk stærk spiller, som på sine gode dage også har lagt lag på vores spil med bolden, men i de perioder, hvor banerne har været dårlige, og kampene bliver spillet på andre præmisser end det, han er god til, så har det været svært at sætte hans excellente fødder i scene. Vi har været glade for at have ham i truppen, men nu skilles vores veje, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Haysen.

Også Frederik Schram har kontraktudløb til nytår. Målmanden kom til SønderjyskE i sommer, hvor han hjalp til, mens Nikola Mirkovic var skadet, men han blev herefter udlejet til Lyngby Boldklub.

– Det blev et kort, men godt bekendtskab med Frederik Schram. Vi hentede ham til klubben og havde stor glæde af ham i sommer, da Nikola Mirkovic var skadet, og vi ikke vidste, hvor længe han ville være ude. Da Mirkovic var klar igen, kom der en henvendelse fra Lyngby på Schram, og den valgte vi så at tage imod. Nu har Schram officielt udløb i SønderjyskE, og vi ønsker ham held og lykke fremover. Nu har vi to gode målmænd i Sebastian Mielitz og Nikola Mirkovic samt et stort talent i Oliver Saundry, så her og nu trækker vi lige vejret og ser, hvad der sker i transfervinduet i januar, siger Hans Jørgen Haysen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus