Jacob Ravn, 11. august 2019, kl. 20:00
Her er fem grunde til at støtte SønderjyskE i mandagens hjemmekamp mod AGF.
1. Det har sendt os lidt ned i tabellen, at alle de andre hold har spillet før os i femte spillerunde, men nu er det os, der lukker og slukker, og vi kan spille os tilbage i toppen med en sejr.
2. AGF har været en bøvlet modstander for os længe, så der bliver brug for god opbakning, hvis vi skal tilbage på sejrssporet mod århusianerne. Sæsonen er startet med flot opbakning både ude og hjemme – og lad det endelig fortsætte mandag aften.
3. For mange er mandagen den første arbejds- eller skoledag efter sommerferien, men du kan forlænge følelsen af frihed ved at tage en tur på stadion. Så samler du også sammen til fodboldsnakken resten af ugen.
4. Det kan godt være, at du gør klogt i at tage en langærmet bluse på inden under SønderjyskE-trøjen, men med udsigt til sol og 17-18 grader mandag aften kan vi ikke forlange meget bedre fodboldvejr.
5. Der er god chance for, at vi skal juble over mål, for vi har fundet vej til nettet i de seneste ni kampe, og især hjemme på Sydbank Park er det gået godt med otte mål i de seneste fire kampe. Lad bare tendensen fortsætte mod AGF.
Køb din billet til kampen her.