Jacob Ravn, 13. juli 2019, kl. 8:00
Vi giver dig her fem grunde til, at du skal komme på Sydbank Park søndag klokken 12.00 til kampen mellem SønderjyskE og Randers FC.
1. Det er længe siden sidst, ikke? Vores seneste hjemmekamp var den 5. maj mod Randers FC, så det er til at forstå, hvis du er begyndt at få fodboldabstinenser. Vi har også savnet dig.
2. Den 14. juli er en magisk dato set med SønderjyskE-øjne. To gange har vi spillet betydningsfulde kampe på denne dato, og begge gange faldt det ud til vores fordel. Den 14. juli 2012 vandt vi 6-1 over Randers FC, og det er stadig vores største sejr i Superliga-historien. Den 14. juli 2016 spillede vi vores første Europa Cup-kamp nogensinde, da Strømsgodset var på besøg på Sydbank Park – den kamp vandt vi 2-1.
3. Det bliver rart at se de velkendte ansigter på fodboldbanen, men der er også en håndfuld nye spillere, du skal lære at kende. Mads Albæk, Rilwan Hassan, Patrick Banggaard og Justin Plautz blev hentet tidligt i transfervinduet – islandske Isak Oli Olafsson kommer sidst i august. Giv dem alle en varm og hjertelig velkomst.
4. Vi har revanche til gode mod Randers FC. Kronjyderne sendte os ud dengang i maj, hvor vi gik direkte fra Superliga-overlevelse til at kæmpe for en plads i Europa. Dengang vandt Randers efter to tætte og underholdende kampe, så nu er det vores tur til at vinde. Statistikken er med os: Vi er ubesejret på hjemmebane i de seneste otte kampe mod Randers FC.
5. Der er altså noget særligt over disse sommerkampe i starten af sæsonen. Det danske sommervejr harmonerer rigtig godt med en tur på stadion, og der skulle være høj sol over Sydbank Park søndag eftermiddag. Det bliver en flot første runde. Vi håber, at vi ses.
Køb din billet til kampen her.