Jacob Ravn, 5. marts 2020, kl. 21:12
Et ungt SønderjyskE-hold spillede sig torsdag aften videre til semifinalen i Sydbank Pokalen med en 2-1-sejr i Randers. Her er kampen kort, dagens profil, dagens detalje, dagens tal og dagens citat.
Kampen kort
Vi fik en skidt start på kampen, da Randers’ Mathias Greve bragte hjemmeholdet i front efter bare fem minutter. Han lobbede bolden over Mielitz, og med hovedet/armen sendte han bolden det sidste stykke over stregen. Føringen holdt en times tid, og så var Anders K. Jacobsen på pletten. Kort efter sin indskiftning afdriblede han en Randers-spiller og sparkede bolden flot ind ved nærmeste stolpe. Bedst, som holdene havde forberedt sig på forlænget spilletid, gjorde Emil Frederiksen sig til matchvinder, da han kort før tid sendte et frispark i kassen næsten helt ude fra sidelinjen. 2-1 til SønderjyskE, og vi er klar til semifinalen i Sydbank Pokalen.
Dagens profil
Det var matchvinder Emil Frederiksen, medierne ville tale med efter kampen. Men de kunne lige så godt have valgt Sebastian Mielitz, som reddede SønderjyskE undervejs med nogle fremragende redninger. SønderjyskE stillede med et ungt hold med en gennemsnitalder under 23 år, men de unge løver kæmpede godt for sagen.
Dagens detalje
Vi giver den til Emil Frederiksens sejrsmål. Han havde set, at Randers’ målmand stod langt ude af sit mål, da han skulle tage sig af et frispark i det 89. minut. Alle havde forventet et indlæg, men i stedet sendte Frederiksen en bold afsted mod mål, der havde den rette fart og retning, så den sejlede ind tæt under overliggeren. Ansigtsudtrykkene på holdkammeraterne var fantastiske.
Dagens tal
66 sekunder skulle Anders K. Jacobsen bruge på banen, før han havde bragt os tilbage i kampen. Han blev indskiftet i stedet for Artem Dovbyk i det 66. minut, og 66 sekunder senere scorede han til 1-1.
Dagens citat
– Emil er en fantastisk fodboldspiller. Han har en gylden venstrefod, sagde Glen Riddersholm om matchvinder Emil Frederiksen.
Næste kamp
Vi lægger nu Sydbank Pokalen på hylden for en stund, og allerede på søndag er der kamp igen, når vi tager imod OB på Sydbank Park. Kom og bak op om holdet i Haderslev – køb billet til kampen her.