Søg

Fire SønderjyskE-spillere skal på landsholdsopgaver

Jacob Ravn, 8. oktober 2019, kl. 14:05

Isak Oli Olafsson og Victor Mpindi er udtaget til landsholdsopgaver for henholdsvis Islands U21-landshold og Camerouns U23-landshold. Mads Hansen og Arman Taranis er med U19-landsholdet.

SønderjyskE har fire spillere på landsholdsopgaver i den kommende uges tid.

19-årige Isak Oli Olafsson er igen udtaget til Islands U21-landshold, der møder Sverige ude og Irland hjemme i kvalifikationen til EM2021.

22-årige Victor Mpindi gjorde flot opmærksom på sig selv, da han i sidste måned fik debut for Camerouns U23-landshold. Han fik fuld spilletid, scorede et afgørende mål og blev kåret som kampens spiller, da Cameroun for første gang kvalificerede sig til Africa U23 Cup of Nations. Derfor har han også fået genvalg til den trup, der er samlet i Cameroun fra 7. til 15. oktober, som er en forberedelse til Africa Cup of Nations, der afvikles i midten af november i Egypten.

Desuden er Mads Hansen og Arman Taranis udtaget til det danske U19-landshold, der spiller to venskabskampe i Irland den 11. og 14. oktober. Mads Hansen fik debut for SønderjyskE i 3F Superligaen i søndags i Esbjerg, mens Taranis fik debut for førsteholdet i pokalkampen mod Boldklubben Viktoria for en måned siden.

SønderjyskE ønsker alle fire held og lykke i nationaldragten.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus