Søg

Første træningskamp med mange spillere i aktion

Jacob Ravn, 14. januar 2020, kl. 15:00

Alle markspillere bliver skiftet i pausen, når SønderjyskE onsdag spiller årets første træningskamp.

Om godt en måned går det igen løs i 3F Superligaen, men inden da venter der SønderjyskE syv træningskampe.

Indgangsvinklen til de tre første – denne uges hjemmekampe mod AC Horsens og Kolding IF samt udekampen næste uge mod Viborg FF – er nogenlunde ens, og det handler først og fremmest om, at mange spillere skal have minutter i benene.

Onsdag mod AC Horsens bliver alle ti markspillere skiftet i pausen. Kun Sebastian Mielitz kan se frem til fuld spilletid i målet, mens Nikola Mirkovic får hele kampen på lørdag mod Kolding IF.

– Kendetegnende for de tre træningskampe, inden vi tager på træningslejr, bliver, at vi vil prioritere de spillere, som vi formoder kommer til at få mest spilletid i foråret, samtidig med at vi vil bruge kampene for også at se nogle af vores spillere fra U19-holdet i det omfang, det kan lade sig gøre, siger cheftræner Glen Riddersholm.

– Dernæst handler det om at få nogle meter i benene, og vi skal også arbejde med at få nogle forskellige taktiske elementer i vores spil. Vi vil gerne være lidt fleksible i forhold til system og formation, så vi også kan skifte undervejs i kampene. Onsdag spiller vi én formation i første halvleg, og så ændrer vi til en anden efter pausen. Det gør vi for, at vi kan gå mere pragmatisk til værks, så vi står bedst muligt rustet, inden foråret går i gang for alvor, siger SønderjyskE-træneren.

Der er hård træning på programmet i SønderjyskE i øjeblikket, men der er også gode fysiske forudsætninger.

– Vi træner hårdt i øjeblikket med to-tre træningspas om dagen, så spillerne yder i øjeblikket. Men det er også vores hjemmearbejde, vi laver, frem mod et langt forår, hvor vi gerne skal have en masse ting på plads, så vi står bedst muligt rustet. Der er knald på her i HIC-centret, men samlet set står truppen i en god forfatning, og de fleste er kommet tilbage i en rigtig god fysisk form. De tests, vi har lavet, har været de bedste hidtil i SønderjyskE i gennemsnit, siger Riddersholm.

Patrick Banggaard er fortsat ikke klar til kamp, efter den skade han pådrog sig i december mod EfB, og Marc Pedersen og Søren Frederiksen er langtidsskadet, men ellers er alle mand fit for fight.

Der er fri entré til onsdagens træningskamp mod AC Horsens, der spilles på kunstgræsbanen i Haderslev klokken 13.00.

Kampen bliver desuden livestreamet i samarbejde med eurodan-huse – læs mere her.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus