Søg

Fremragende mål sikrede avancement i DBU Pokalen

Rasmus Andersen, 27. september 2017, kl. 19:23

Af Rasmus Andersen

DBU Pokalen blænder til tider op for nogle virkelig interessante opgør på kryds og tværs af ligaerne i Danmark. Denne september aften var SønderjyskE taget hele vejen til Hjørring for at spille mod Vendsyssel FF.

Vendsyssel kom optimistisk ud til kampen, og forsøgte, at bringe bolden frem på banen, for at skabe hurtig ravage i den sønderjyske defensiv.

Det blev dog lynhurtigt straffet i den modsatte ende. Et langt indkast efter 9 minutter fra Emil Scheel blev forlænget af Anders Egholm, hvorefter Stefan Gartenmann kun snittede bolden tæt under mål, og så kunne Troels Kløve glide bolden det sidste stykke ind over stregen.

I forbindelse med målet blev Vendsyssel FF desværre nødt til at foretage en udskiftning, da Frederik Ibsen, Vendsyssel FF’s målmand stødte sammen med Troels Kløve.

Efter 21 minutter spillede Vendsyssel FF sig så til deres første store chance. Og den var rigtig stor. Egholm fik desværre ikke clearet i feltet, og så blev han overrumplet af en lynhurtig angriber, som Egholm desværre nedlagde i feltet. Straffespark til Vendsyssel FF. Det kunne være blevet 1-1, men Lukas Fernandes ville det anderledes. Fernandes gættede rigtigt og reddede straffesparket, inden riposten blev sparket tæt forbi den ene stolpe. Fortsat 1-0 til SønderjyskE.

Efter 27 minutter gik den så ikke længere for SønderjyskE. Vendsyssel FF spillede sig igennem i højre side og midt foran mål stod Emmanuel Ogude klar. Han sparkede, via en modspiller, bolden ind bag Lukas Fernandes. 1-1 i Hjørring.

Kampen bølgede en smule frem og tilbage, hvor Vendsyssel FF var meget på bolden efter udligningen, mens SønderjyskE spiste sig tilbage i opgøret.

Efter 31 minutter var SønderjyskE så tæt på at bringe sig tilbage i front. En fiks bold fra Kløve mod Mitrovic, som Mitrovic sprang over, gav Scheel chancen mod målmanden. Desværre blev bolden lige prikket, og i stedet forsøgte Scheel et fladt indlæg, som dog blev clearet af den nye mand i målet hos værterne.

I det 41. minut var SønderjyskE ved at få en af de to angribere på tavlen. Ritter og Scheel stod med frisparket, som Ritter sparkede i en blød bue ind i feltet. Derinde fandt han en helt fri William Tchuameni, der desværre headede lige på målmanden.

Kort før pausen brugte Vendsyssel FF deres anden udskiftning, da de måtte erstatte en mand i forsvaret.

Umiddelbart efter udskiftningen var SønderjyskE tæt på endnu engang. Scheel erobrede uden for feltet, driblede mod baglinjen og lagde bolden fladt mod bagerste stolpe. En fodparade lagde bolden ud til Mitrovic, som ikke kunne få afsluttet, inden han tacklede bolden ind på Tchuameni, der ikke kunne få bolden under kontrol. Det resulterede i en hurtig kontra den anden vej, hvor Lukas Fernandes var hurtigt ude, for at forhindre en friløber.

Efter pausen kom der endnu engang et hurtigt mål til SønderjyskE. Emil Scheel fik meget plads i venstre side, og smækkede en fantastisk aflevering på tværs, hvor Kløve kom stormende. En glimrende brysttæmning, et elegant lille vip over målmanden og en sidste fod på, for at sikre sig, at bolden trillede i mål. En helt igennem fantastisk scoring af SønderjyskE. 2-1 efter 49 minutter.

Kort efter målet var bolden igen i netmaskerne. Dommerens fløjte lød dog, og så kunne Tchuameni ikke juble. Tchuameni var i duel med den nye målmand i Vendsyssel FF buret, hvor Tchuameni egentlig lignede en mand, der blot stod stille, hvorefter bolden dumpede ned foran  fødderne på den store angriber. Desværre mente dommer Kehlet, at der var frispark. Dermed fortsat 2-1 til SønderjyskE.

Victor Ekani bød sig ind i kampen efter 59 minutter, da han med en fiks detalje satte én modspiller, inden den næste blev tvunget væk med ren og skær fysik. Det efterfølgende indlæg var heller ikke uden kvalitet, da Gartenmann kom først på bolden, ind bolden blev lagt ind til Troels Kløve, som afsluttede, men desværre et stykke over mål.

Efter 65 minutter sparkede William Tchuameni så for anden gang bolden i nettet forgæves. Fikse driblinger fra Marko Mitrovic på kanten af feltet, efterfulgt af en glimrende afslutning mod det korte hjørne, tvang keeperen til en fremragende redning. Bolden ramte stolpen og trillede ud til Tchuameni, der resolut sparkede bolden i tomt net. Desværre var linjedommerens flag i vejret, og målet talte ikke.

Efter 76 minutter var Tchuameni igen tæt på. Endnu engang sat op af Emil Scheel. Scheel opsnappede bolden på egen banehalvdel og løb mod baglinjen. Her slog han et fladt indlæg, der netop ikke fandt Tchuameni, men clearingen fra Vendsyssel FF ramte Tchuameni lige i hovedet, og bolden gik tæt forbi den ene stolpe.

Med 5 minutter tilbage af kampen erstattede Mikael Uhre så Mitrovic i front. Det kom efter Zinckernagel allerede havde erstattet Tchuameni, så vi nu kun spillede med 1 angriber i stedet for 2.

Netop Uhre fik chancen på en halv friløber, men valgte i stedet trækket ud mod hjørnet, da vi netop var gået ind i dommerens tillægstid. Herefter var SønderjyskE mest på bolden.

Derfor kunne dommer Kehlet fløjte kampen af, og SønderjyskE går videre til 1/8 finalen, hvor Jammerbugt FC venter.

Vi sender en stor tak til de fremmødte lyseblå tilskuere! Fantastisk at se, at så mange tager den lange tur nordpå.

Husk, SønderjyskE spiller allerede igen på søndag, når det igen gælder Alka Superliga opgøret mod Brøndby IF på Brøndby Stadion.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus