Rasmus Andersen, 13. oktober 2017, kl. 7:55
Af Rasmus Andersen
Landsholdpausen er forbi. Danmark er kvalificeret til VM-Playoff kampe, og SønderjyskE er klar til 12. runde i Alka Superligaen, hvor vi igen åbner dørene på Sydbank Park til kamp mod FC Midtjylland.
FC Midtjylland har vundet deres seneste 3 kampe i Alka Superligaen. Dermed har de indtaget 2. pladsen i ligaen, og er et hold med momentum.
SønderjyskE har ikke haft medvind på det sidste, hvor mange mål i slut minutterne har kostet point. Men mod netop FC Midtjylland har vi faktisk haft overtaget i det sidste kvarter på Sydbank Park i de seneste par kampe.
Seneste opgør på Sydbank Park mellem de to mandskaber endte således hele 5-2 til SønderjyskE, hvor Johan Absalonsen og Silas Songani stod for de to sene scoringer. Kampen forinden sikrede Philip Zinckernagel en 1-0 sejr med en scoring i kampens 84. minut.
Derudover, er der vel heller ikke nogen, der glemmer kampen i sølvsæsonen, hvor Mikkel Hedegaard sendte FC Midtjylland hjem med et 3-2 nederlag.
Hold øje med deres mand:
Alexander Sørloth
FC Midtjylland har ikke problemer i offensiven for tiden. Når Onuachu ikke laver mål, så gør Alexander Sørloth. Den norske angriber har grebet chancen og overhalet Onuachu på topscorerlisten i Alka Superligaen. Sørloth er en stor, fysisk angriber, der sagtens kan løbe fra sin direkte modstander. Netop dette viste han prøvelser på, i seneste runde, da AaB blev sendt hjem fra heden med et 4-1 nederlag. Her måtte Jakob Blåbjerg sande, at den store nordmand hverken er langsom, eller teknisk udfordret, da han blev rundet, hvorefter Sørloth stensikkert sparkede bolden i mål. Her skal vi have styr på bagkæden, så vi kan holde Sørloth i skak.
Hold øje med vores mand:
Troels Kløve
Kløve var manden med begge mål mod Vendsyssel FF, og et par gode chancer mod Brøndby IF. Kløve kan, fra sin position på kanten både gå mod baglinjen, samt trække ind i banen og gå med i kombinationer med både Uhre, GReko og Zinckernagel. Kløve har også defensivt styr på taktikken. Her skal han, i samarbejde med Ramon styre højresiden, så vi kan skabe overtal, når Ramon kommer i overlap, samt stå rigtigt defensivt, når vi skal forsvare os mod et frygtindgydende offensivt hold som FC Midtjylland. Hold øje med, om Kløve kommer over kanten eller det bliver de små kombinationer midt på banen eller en blanding, når vi åbner dørene på fredag.
Husk, du kan spille på kampen på danskespil.dk. Du kan få odds 4,40 på en sejr til de lyseblå.
Vi glæder os til at se jer!